Vestafrika er i dag verdens fattigste region og et betydeligt prioritetsområde for dansk udviklingsbistand.
Anderledes ser det ud blandt medarbejderne. Langt de fleste vælger regionen fra, og stillingerne må derfor besættes af eksterne eksperter, hedder det i en artikel i juli-udgaven af Danidas månedsavis “Udvikling”, der nu er på gaden.
Af Marlene Lyhne Sørensen
“Jeg bliver glemt af ledelsen, hvis jeg tager til Vestafrika. Jeg taler ikke fransk, regionen er malariabefængt, og der findes ikke en ordentlig skole til mine børn”.
Et udpluk af de forklaringer, som ligger til grund for, at rekrutteringsgrundlaget i Udenrigstjenesten befinder sig i mere eller mindre underdrejet tilstand, når det gælder udstationeringer til Danidas fransk-talende samarbejdslande i Vestafrika.
I mindst et tilfælde har det ligefrem været nødvendigt at rekruttere eksternt til en ambassadestilling i Benins hovedstad, Cotonou.
– Problemet er, at der er meget få, som ønsker at komme til Vestafrika, siger Ole Thonke, som var udstationeret i Benin på sin første udepost fra 2003-2006.
– For mit vedkommende drejede det sig om at søge et sted hen, hvor jeg vidste, jeg ville lære en masse. Jeg valgte at se sprogudfordringen som en mulighed, siger han.
Selv om der også var store udfordringer forbundet med at være udstationeret i Benin, har Ole Thonke ikke fortrudt. Tværtimod.
Danmark er en af de største bilaterale donorer i Benin, og det åbnede straks dørene til de centrale aktører i ministerierne og gav ham mulighed for at få fingrene helt ned i bistandsarbejdet.
I øvrigt har det ikke ligefrem været en bremseklods på hans karriere. Ole Thonke er i dag ansat som souschef i Danidas Afrika-kontor.
Erfaring går tabt
Men faktum er, at det stadig står sløjt til, når det gælder udvidelse af den fransk-talende danske ressourcebase, og problemet er ikke blevet mindre, siden Mali i 2006 blev tilføjet gruppen af danske programsamarbejdslande.
Forinden konkluderede Danida da også i en perspektivanalyse, at der pt. er en “meget begrænset fransktalende dansk ressourcebase, der har erfaringer fra Vestafrika”, men at “et engagement i Mali kunne virke som yderligere tilskyndelse til, at denne blev udvidet”.
Hvis det er tilfældet, er det stadig svært at spore.
Marianne Kress, chefrådgiver i Danidas Bistandsfaglige Tjeneste, siger:
– De fransktalende lande i Vestafrika er først for relativt nylig blevet et stort indsatsområde. Det er vanskeligt at rekruttere folk, og en naturlig del af forklaringen er, at der ikke så mange, som taler fransk. Konsekvensen er, at Danmark oftest må hyre udenlandske eksperter til rådgiverstillinger på programmerne i Vestafrika.
– Det betyder, at de tilknyttede rådgivere ikke automatisk har dansk bistandspolitik under huden, hvilket kan være en udfordring, anfører Marianne Kress. Værre er det, når ambassadestillinger må besættes eksternt.
– Konsekvensen er, at den ansattes erfaring risikerer at gå tabt frem for at blive båret videre i huset, siger Kress.
Tine Anbæk, souschef på den danske ambassade i Mali, har netop været til regionalmøde i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, med de andre danske ambassader i Vestafrika.
Her var rekrutteringsproblemerne med på dagsordenen, uden at der dog blev angivet en oplagt løsning. Det er nemlig ikke nok at gå målrettet efter nye medarbejdere med interesse for Vestafrika, påpeger Tine Anbæk.
– Jeg tror, det er udtryk for en modernitetsproblematik, der handler om, at familielivet skal fungere med karrierespor for begge ægtefæller. Adspurgte ved interview forud for ansættelsen i Udenrigsministeriet er langt de fleste naturligvis klar til at tage til Afrika på første udepost.
– Men når så tiden til deres første udsendelse kommer efter 3-4 år i Udenrigsministeriet er situationen ofte en anden. De kan være blevet gift og have fået børn, og Afrika er sjældent det oplagte sted for ægtefællen at gøre karriere. I det fransk-talende Vestafrika er problemet større, fordi der er så få danskere generelt, der taler fransk, siger Tine Anbæk.
Hun gør gældende, at hun selv er et eksempel på, at det kan betale sig at søge til Vestafrika. Hun har tidligere været udsendt til ambassaden i Cotonou og været lokalansat på ambassaden i Ouagadougou. Pr. 1. december er hun udnævnt til ambassadør i Bamako.
Følordning skaffer flere folk
Bl.a. for at udvide den fransk-talende ressourcebase er der oprettet en såkaldt følordning, som går ud på, at en konsulentvirksomhed kan medbringe en trainee, når de udfører opgaver for Danida. Ordningen er delvist finansieret af Danida.
Signe Marie Cold-Ravnkilde, PhD-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), har tidligere været med som føl på konsulentopgaver i forbindelse med Danidas vand- og landbrugsprogrammer i Niger og kan varmt anbefale andre at gøre det samme.
I dag forsker hun i forholdene omkring de knappe vandressourcer på kanten af ørkenen i Mali og er tilknyttet DIIS forskningsprogram om konflikter og samarbejde i lokal vandforvaltning i u-landene.
Hun fremhæver, at der er relativt gode jobmuligheder forbundet med at engagere sig i det fransktalende Vestafrika.
– Jeg talte ikke fejlfrit fransk, da jeg tog af sted første gang til Niger i forbindelse med feltarbejdet til mit speciale, men jeg besluttede, at det ikke skulle være en hindring. Det var det heller ikke – snarere tværtimod. Faktisk virkede det som en positiv ice breaker i forhold til de lokale, så længe man kan gøre budskabet forståeligt, siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.
Sprogkundskaberne kom hurtigt under feltarbejdet, og siden gav følordningen hende et indblik i statsorganisationers opbygning, samt hvordan bistandsprogrammer fungerer i praksis. Erfaringer som hun har kunnet drage stor nytte af i sit senere arbejde.
Flest udenlandske eksperter
COWI A/S er en af de konsulentvirksomheder, som har taget kampen op og styrket sin fransk-talende ressourcebase, bl.a. gennem intern networking mellem fransk-talende kontorer i Danmark, Bruxelles og Burkina Faso samt ansættelse af repræsentanter i Benin, Mali og Niger.
– Vi lægger vægt på at fastholde COWIs styrke på flere sprog, også ved nyansættelser, og holder i videst muligt omfang kontakten til fhv. fransk-talende projektansatte, så erfaringsbasen ikke går tabt, siger souschef i den franske bistandsafdeling i Danmark, Louise Krabbe Boserup og uddyber:
– Men det er et problem, når Udenrigsministeriet gerne vil bruge vores udstationerede medarbejdere på korttidskontrakter til en expat rate, som for Vestafrikas vedkommende ligger på 300-400 kroner i timen, hvilket er under markedsprisen.
– I Østafrika ligger raten på cirka det dobbelte. Vi frygter, at det vil gøre det sværere at fastholde medarbejdere i Vestafrika, og at vi må droppe nogle projekter, fordi det nærmer sig en underskudsforretning, Der er flere udlændinge end danskere i COWIs fransktalende ressourcebase, men det er ikke nødvendigvis et problem, siger Louise Krabbe Boserup.
– Det er vigtigt at vurdere karakteren af hvert enkelt projekt og sammenholde det med en medarbejders faglige baggrund og værdigrundlag. Afhængig af opgavens indhold og hvem opdragsgiver er, kan det være hensigtsmæssigt at foreslå eksperter med særlige nationaliteter frem for andre, eksempelvis på decentraliseringsområdet hvor franske eksperter typisk er rodfæstet i en mere centralistisk samfundsstruktur end den danske, siger hun.
Nyt indhold i pakken?
Ole Thonke, tidligere udsendt til Benin og nu souschef i Danidas Afrika-kontor, mener, at rekrutteringsproblemerne i forhold til udstationeringer i Vestafrika, langt hen ad vejen også bunder i ægtefællers – manglende – muligheder i det frankofone Afrika.
– Lige meget hvordan man vender og drejer det, er det svært at få medfølgende til at synes, at Vestafrika er lige i øjet. Når der rent faktisk er muligheder i andre verdensdele, så er valget for det meste let, siger han.
Ole Thonke – som fulgtes med både kone og børn til Benin – mener, at Udenrigstjenesten med fordel kan øge sit fokus på rekrutteringen af nye medarbejdere, så man får nye folk ind, der brænder for at arbejde i eksempelvis Vestafrika.
– Og så kunne man overveje den “pakke”, medarbejderne bliver sendt ud med, så den f.eks. kommer til at indeholde aftale om videre karriereforløb, øget lægehjælp kortere udstationering og betalte hjemrejser, anfører Thonke og konkluderer:
– Endelig synes jeg, at ledelsens signaler om, at det kan betale sig karrieremæssigt at tage til Vestafrika – eller at det i hvert fald ikke betyder, at man er “glemt” – er meget rigtige.
Marlene Lyhne Sørensen er freelance journalist.
Artiklen gengives med tilladelse fra “Udvikling”s redaktion.
Læs mere på www.udvikling.dk
