Af Jesper Søe
Ambassadør Henning Kjeldgaard, Frederiksberg, fylder 70 mandag den 14. februar.
Kjeldgaard er en af dansk bistands veteraner, som i sine næsten 35 år i udenrigstjenesten (1963-97) kom vidt omkring. Dels i 2 omgange til den danske FN-mission i New York, først som ambassadesekretær 1967-70, siden som økonomisk rådgiver 1974-79, dels som ambassadør gennem 13 år i tilsammen 11 afrikanske lande.
Karrieren for den unge falstring indledtes med eksamen som cand.polit. i 1962, bl.a. efter studier ved Freie Universität i Vestberlin, men allerede før da havde han vist sit engagement for u-landene og bistanden som international sekretær i den socialdemokratiske studenterbevægelse, Frit Forum, (1958-59) og formand for internationalt udvalg i Dansk Socialdemokratisk ungdom, DSU, (1961-64).
Det var i sidste egenskab, at han var drivkraft i de unge socialdemokraters forsøg på at give de folkelige kræfter en langt mere markant rolle i styringen af dansk bistand end tilfældet blev.
Situationen var den, at den første lov om Danmarks u-landshjælp skulle i hus, og den socialdemokratiske regering og oppositionen var stærkt uenige om dens indhold. Regeringen med dav. udenrigsminister K.B. Andersen som spydspids ønskede for enhver pris bred politisk enighed om u-landsloven, så den undergik betydelige forandringer fra den oprindelige betænkning og førstebehandling i Tinget i oktober 1961 til den atter blev fremlagt i foråret 62.
U-landsstyrelsens mangeårige formand, Chr. Kelm-Hansen, beskriver det sådan i bogen “Det koster at være solidarisk”:
K.B. Andersen blev indbudt af DSUs internationale udvalg for at fortælle om det forestående (politiske) kompromis, og det udviklede sig til et temmelig højrøstet møde, som K.B. Andersen forlod i vrede.
Formanden for internationalt udvalg, Henning Kjeldgaard,… gav imidlertid ikke op. Umiddelbart efter mødet sendte DSU en skrivelse formuleret i et 10-punkts program til folketingsudvalget, som behandlede forslaget.
I skrivelsen fastslog DSU bl.a., at der såvel i administrationen af de bevilgede penge, som i det nødvendige oplysningsarbejde, ville blive brug for en så nær kontrakt som overhovedet muligt med de eksisterende folkelige organisationer. Derfor burde den kommende (U-lands)styrelse, hvis sammensætning ville blive af afgørende betydning for forslagets heldige gennemførelse, komme til at bestå af folk, der havde nær tilknytning til de folkelige bevægelser, hed det.
DSU skrev videre, at “især finder vi det uheldigt, at man fuldstændigt har ladet det folkelige element – som jo også partiet fandt væsentligt – i stikken”
Og ungsocialdemokraterne sluttede:
I stedet er der blevet oprettet en bestyrelse (den kommende U-landsstyrelse), hovedsageligt bestående af repræsentanter for erhvervsorganisationer. Dette vil igen medføre, at det organ, der ifølge forslaget skal være det centrale, i alt væsentligt kommer til at bestå af folk, som både er stærkt optagne, og som efter vor opfattelse har en ensidig politisk indstilling. En indstilling, som vi frygter vil føre til en kommercialisering – og dermed til en udvanding af hele den bagvedliggende tankegang.
Kjeldgaard og DSUerne talte for døve øren. Det oprindeligt tænkte betydningsfulde U-landsråd, som skulle udpege et forretningsudvalg af sin midte til at bestyre dansk bistand, blev erstattet af en Styrelse på 9 medlemmer, alle udpeget af udenrigsministeren – som tillige skulle udnævne styrelsesformanden, U-landsrådet i sin helhed og Rådets formand samt bestemme Rådets og Styrelsens forretningsorden.
Sekretariatsfunktionerne skulle desuden forestås af Udenrigsministeriet, hvorved det var klart præciseret, at det drejede sig om en del af dansk udenrigspolitik – ikke først og fremmest et stykke solidaritetsarbejde baseret på og i høj grad bestemt af folkelige kræfter.
Kjeldgaards rolle i bistandens fødsel er nok værd at tænke på i dag – med den nuv. U-landsstyrelses sammensætning in mente efter Bertel Haarders rydden ud i de folkelige kræfter.
Men også Kjeldgaards åbne holdning overfor pressen og altid skarpe analyser er værd at erindre i dagens tillukkede kolos på Asiatisk Plads. F.eks hans berømmede pressebriefinger på UNCTAD IV-konferencen i Nairobi for snart 30 år siden (1976), hvorfra de danske journalister bagefter kunne informere deres kolleger fra andre lande om, hvad der egentlig foregik, både i EF-kredsen, den nordiske kreds, USAs delegation m.v.
Resultatet blev den måske bedste og mest kvalificerede dækning af noget FN-sammentræde i dansk presse nogensinde.
Det lå i det hele taget i kortene, at Kjeldgaard var et chefemne for Danida, men da Mogens Isaksen gik af i 1985 efter 4 år på posten var de politiske realiteter for længst skiftet. Væk var den socialdemokratiske regering og ind var kommet de borgerlige med Uffe Ellemann-Jensen (V) som udenrigsminister. Unægteligt svære odds for den erklærede socialdemokrat.
I stedet blev næste del af karrieren forlagt til Afrika. Først som ambassadør i Tanzania og Zambia med bopæl i Dar es Salaam (1983-88), i Zimbabwe fra 1988 til 93, hvor han også skulle passe Botswana, Lesotho, Swaziland, Malawi og Angola, og så årene i Kenya (1993-96), hvor han oplevede det korrupte styre under præsident Moi og tillige repræsenterede Danmark i Etiopien og Seychellerne.
Hjemme igen efter de til tider barske ambassadør-år i Afrika blev den dengang 62-årige Kjeldgaard ramt af en blodprop og reddede kun livet takket være en gunstig skæbne. Det var et vink med en vognstang for den travle mand, som året efter (1997) gik på pension.
Han kom dog ikke til at ligge på den lade side. Han udgav i 2002 bogen “I skyggen af den kolde krig”, hvor han redegjorde for den reelle – og bitre – kamp som parti og fagbevægelse stod ud på imod den kommunistiske indflydelse i det politiske liv og ikke mindst ude på arbejdspladserne.
Nu har han ifølge Berlingske Tidendes fødselsdagsomtale et nyt værk i ovnen om Socialdemokratiet i 1960erne. Her vil han søge at afdække sider af Per Hækkerups og Jens Otto Krags gerninger, som i nogen grad går i rette med Bo Lidegaards berømmede biografi. Ganske enkelt fordi S-arkiverne ikke altid stemmer overens med Krags dagbøger, som Lidegaard så flittigt har benyttet.
Henning Kjeldgaard har god støtte til projektet i sin kone, journalist Anni Kjeldgaard, der bl.a. var ansat på det hedengangne NB og Kristeligt Dagblads udlandsredaktion.
Derudover er han medlem af Socialdemokraternes Udenrigspolitiske Udvalg (fra 1997) og har siden 2002 siddet i bestyrelsen for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.
Til sidst er blot at sige, at parret ifølge Berlingske fejrer dagen i deres elskede Berlin.
Et stort til lykke fra u-landsnyt.dk
Jesper Søe er journalist og redaktør af u-landsnyt.dk
