Danida præsenterer mandag 5 nye redskaber for danske virksomheder i u-landene (ny version)

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danske virksomheder er i stigende grad aktive i udviklingslandene.

Derfor inviterer Udenrigsministeriet, Dansk Industri og FNs Udviklingsprogram, UNDP, til træf om partnerskabsinitiativer, som tilbyder redskaber til aktivt at spille ind i den lokale udvikling i tilknytning til virksomhedens kommercielle aktiviteter, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

I dag, mandag den 24. maj kl. 09-12, holdes konferencen “Partnerskaber for vækst og udvikling – nye redskaber for danske virksomheder i udviklingslandene” i Industriens Hus.

Her præsenterer chefen for Danida, udenrigsråd Carsten Staur, 5 nye programmer for partnerskaber med dansk erhvervsliv i forbindelse med engagement i udviklingslandene.

Programmerne er en udmøntning af regeringens initiativ for Offentlige Private Partnerskaber i udviklingssamarbejdet, hvortil der er afsat 20 mio kr. årligt fra 2004. Med dette initaitiv følger regeringen op på Johannesburg Topmødet om Bæredygtig Udvikling i 2002, der understregede Offentlige Private Partnerskaber som et effektivt supplement til den traditionelle udviklingsbistand.

Via de 5 programmer vil Udenrigsministeriet indgå forskellige typer partnerskaber med dansk erhvervsliv i forbindelse med deres eksisterende eller planlagte forretningsengagement i udvalgte u-lande.

Formålet er dobbelt: Dels bidrager partnerskabet til social eller økonomisk udvikling i lokalsamfundet, dels giver partnerskabet dansk erhvervsliv redskaber til at minimere risici og udnytte muligheder i et u-land.

Programmerne er:

1) Program til facilitering og etablering af projekter i u-landene.

2) Business Linkage Programme mellem Danmark og Vietnam, som omhandler støtte til danske virksomheders engagement i privatisering af statsejede vietnamesiske virksomheder.

3) Program for kapacitetsopbygning indenfor Corporate Social Responsibility i erhvervslivet i u-lande

4) Program for ledelsessamarbejde mellem danske virksomhedsledere og virksomheder i u-lande

5) Program for kapacitetsopbygning for forskere i u-lande.

Danske virksomheder vil i forbindelse med konkrete projekter, der har en udviklingseffekt i lokalsamfundet, kunne søge om rådgivning, assistance og delvis finansiering af udgifterne til forberedelse eller gennemførelse af et projekt.

Udenrigsministeriets skriver videre i sin pressemeddelelse, at ministeriet er en kompetent partner i kraft af langvarig tilstedeværelse i u-landene, der sikrer netværk, adgang til myndighederne, lokalkendskab og indsigt i overordnede politikker. Det kan gøre et engagement i et udviklingsland lettere, sikrere og mere forudsigeligt – ikke mindst ved opstart af forretning i et nyt land for virksomheden

Erfarne virksomheder og fagfolk fra Udenrigsministeriet, Dansk Industri og UNDP informerer på konferencen den 24. maj om, hvordan partnerskaber kan indgå som en del af virksomhedernes forretningsstrategi i u-landene.

Information om konferencen på tlf. 33 92 13 46. Yderligere information om initiativet for Offentlige Private Partnerskaber og støttemuligheder fås i kontoret for Erhvervsinstrumenter i udviklingsbistanden, tlf. 33 92 02 48 e-mail: [email protected]

Konferencen finder sted i Industriens Hus, H.C. Andersens Boulevard 18, 1787 København V

Konferenceprogrammet står i u-landsnyt.dks rubrik, Dansk kalender, under dato 24.05.04