Danida søger programkoordinator til Egypten

Redaktionen

Danida søger Programkoordinator til miljøsektorprogram, Egypten

Jobprofil
Referencenummer: DK-31599-2005/EGY.01-W

1. Indledning

1.1. Kortfattet baggrund for opslag af stillingen:
Opslaget sker, da programkoordinatoren har fået nyt job i Indonesien i begyndelsen af 2006.

1.2. Formål med notatet:
Dette notat beskriver hovedopgaverne i stillingen samt de ønskede kvalifikationer for kandidater til stillingen.

1.3. Ansættelsesudvalgets forventede sammensætning:
Ansøgere til stillingen vil blive udvalgt til interview af den danske ambassade. Ansættelsespanelet forventes at bestå af en medarbejder fra Udenrigsministeriets Bistandsfaglige tjeneste og en repræsentant fra den danske ambassade. Mercuri Urval vil medvirke i ansættelsesprocessen ved gennemførelse af personlighedstest og testinterview med de udvalgte kandidater.

2. Om det relevante program: Miljøsektorprogrammet

2.1. Kort om programmet:
Programmets overordnede målsætning er at bidrage til den ægyptiske regerings bestræbelser på at forbedre miljøtilstanden, udvikle miljøforvaltningskapaciteten i relevante institutioner samt at etablere rammer for overholdelse af miljølovgivningen. Programmet vil øge decentraliseringen af miljøadministrationen og dermed formindske miljøproblemer, der navnlig påvirker den fattige del af befolkningen. Programmet vil gennem indføring af renere teknologi i de små og mellemstore private virksomheder forbedre såvel arbejdsmiljø som den generelle miljøsituation. Der er afsat 367 millioner danske kroner til programmet. For perioden frem til 2008 resterer der 179 millioner danske kroner. Programmet består af to hovedkomponenter: Decentral miljøforvaltning og implementering af renere teknologi i den private industrielle sektor. Herudover består programmet af en mindre komponent, som skal formidle viden om miljøforhold. For at hjælpe administrationen af programmet er der i det ægyptiske miljøministeriet etableret en assisterende enhed, med ansættelse af lokale såvel som danske rådgivere.
Programmet er opdelt i to hovedområder; den private, industrielle sektor og miljøadministrationen på centralt som på decentralt niveau.
Programmet har hidtil haft størst succes hos den private sektor. Hvad angår den offentlige miljøadministration skal programmet i den sidste halvdel af projektperioden fokusere på decentralisering. Programmet skal således i højere grad end hidtil støtte administrationen på regionalt såvel som på lokalt plan.
Programmet er opbygget som følger:
En programstyringskomite med støtte fra programstøtteenheden – styrer programmet. Hver af de to komponenter har deres egen komponent styrings komite, som har bemyndigelse og ansvar til at koordinere komponenterne.
Til programmet er der ansat en dansk programkoordinator på den danske ambassade i Kairo. En dansk senior rådgiver er sammen med lokalt personale ansat til at støtte den ægyptiske miljøstyrelse og til at administrere programmet.
Til decentraliseringskomponenten er der ansat yderligere en Danida langtidskonsulent. Herudover er der indgået aftale med danske firmaer om levering af international konsulentbistand.

Styrken ved programmet er, at der kun er tale om ganske få komponenter og at der derved er en begrænset administration forbundet med programmet. Der er få, men indflydelsesrige samarbejdspartnere, hvilket medfører hurtige beslutninger i det ægyptiske system. Programmet er ledet af den ægyptiske miljøminister, hvilket betyder, at der er meget opmærksomhed og fokus på programresultaterne eller mangel på samme.

Svagheder ved Programmet er, at programmet har fået ry for ikke at have haft lokalt ejerskab og derfor er kommet meget langsomt fra start. Dette ry er nu bragt til skamme og de ægyptiske myndigheder, såvel som den ægyptiske industri har nu vist ejerskab til programmet. Faktisk er der så meget ejerskab, at det er vanskeligt for den ægyptiske side at holde sig indenfor de aftalte aktiviteter med dertil hørende budgetter.

2.2. Krav og forventninger fra relevante interessenter:
Det forventes af alle parter, at programmet fortsætter det høje aktivitetsniveau og viser resultater specielt på områderne; den private sektor og reel decentralisering. Da andre donorer også er på vej ud af Egypten forventes der høj grad af donorkoordinering, koordinering til det ægyptiske nationale årlige samt femårige budget og til den ægyptiske administration. Det forventes af alle, at programmet i de kommende år integreres komplet i det ægyptiske system og derved gøres bæredygtig. Der er i højere grad en forventning om, at programmet viser målbare resultater, såsom antal lokale og regionale miljøadministrationer etableret, antal virksomheder miljøgodkendt, antal tv-udsendelser produceret og antal skolelærere undervist i miljøemner.

3. Stillingen

3.1. Titel: Programkoordinator.

3.2. Tjenestested:
Egypten.

3.3. Ansættelsesvilkår:
Stillingen er for 2 år med mulighed for forlængelse. Attraktiv løn. Størrelsen afhænger bl.a. af familieforhold. Bidrag til pensionsordning, sygeforsikring og refusion af skoleudgifter. Fri bolig. Tilskud til flytning og etablering.

3.4. Særlige funktionsvilkår:
Stillingen er knyttet til ambassaden i Kairo og indebærer en vis rejseaktivitet til regionerne. Det kan ikke forventes at medfølgende kan få arbejde i Egypten. Der er gode muligheder for skolegang og Egypten har universiteter af højt kvalitet.

3.5. Stillingens ansvarsområder og arbejdsopgaver omfatter følgende:
(i) ansvar for at den overordnede strategi for samarbejdet med Egypten på udviklingsområdet opnås; (ii) tilsyn med – og afrapportering af administrationen af miljøsektorprogrammet, samt tilsyn med at budget og aktivitets mål nås; (iii) tilsyn med, at implementering af konsolideringsprojektet ”Aswan Water Company” foregår planmæssigt; (iv) tilsyn med, at kystsikringsprojektet forløber som planlagt; (v) tilsyn med blandede kredit projekter, forberedelse af nye blandede kredit projekter samt eventuelt karbon kredit projekter; (vi) tilsyn med energiprojekter, så som Zafarana vindmøllepark og kontrolcentret; (vii) forberedelse af, tilsyn med og afrapportering på mindre projekter under den decentrale bevilling; (viii) forberede og afrapportere på virksomhedsplan aktivitetskontrakten samt andre administrative opgaver (herunder Term of Reference for højniveau møder og reviews) i forhold til Udenrigsministeriet; (ix) sikre koordinering til privatsektor programmet, aktiviteter under ”Det arabiske Initiativ” samt andre aktiviteter på ambassaden; (x) deltage aktivt i donorkoordinering; (xi) administration af Danida konsulenter, herunder udviklingssamtaler etc. samt ansvaret for lokalt ansatte med tilknytning til udviklingsaktiviteter på ambassaden. Herudover forventes det, at vedkommende indgår som et teammedlem og påtager sig andre administrative opgaver, når det skønnes nødvendigt.

3.6. Succeskriterier på kort og lang sigt:
Mål for VPA samt MRS er opnået for 2006.
Indarbejdelse af indikatorer (herunder fattigdomsbekæmpelse og ligestilling) er indarbejdet i programmet.

4. Kravprofil/kvalifikationer

4.1 Krav og forventninger til kandidaternes formelle kvalifikationer:
• Relevant universitetsuddannelse inden for offentlig administration, økonomi, miljøadministration og –planlægning, naturvidenskab (agronom, skovbrug, ingeniør, biolog, mv.) eller lignende.
• Mindst 5 års erfaring indenfor ovenstående heraf mindst 2 års arbejde med bilateral udviklingsbistand, gerne i et udviklingsland.
• Kendskab til programstyring inklusiv budget og regnskabskontrol.
• Kendskab til sektorprogramstøtte og dansk udviklingspolitik generelt.
• Beherskelse af engelsk i skrift og tale.
• Kendskab til arabisk sprog og kultur en fordel.

4.2 Krav og forventninger til kandidaternes personegenskaber
• Vigtigt. At vedkommende er fleksibel og villig til at påtage sig alle mulige forskellige opgaver på en lille underbemandet ambassade
• arbejdsform og motivationsfaktorer
• ledelsesstil og sociale relationer
• interkulturelle kompetence
• beslutningsfunktion (forudsætninger for og motivation til at tage beslutning)
• sagsorientering (planlægningsevne, målbevidsthed og selvstændighed)
• personorientering (kontaktevne, indlevelsesevne og samarbejdsevne)
• handlekraft (initiativ, udholdenhed, dominans og følelsesmæssig stabilitet).

5. Ansættelsesprocedure

5.1 Hvordan ansøger man:
Ansøgningsskema (skal benyttes ved ansøgning) kan hentes på:
http://www.mercuriurval.com/upload/Translations/Denmark/Danida/Danidaapplication.doc.
Referencenummer DK-31599-2005/EGY.01-W skal angives i ansøgningen.
Ansøgninger skal sendes til Mercuri Urval A/S på [email protected], alternativt til Philip Heymans Allé 5, 2900 Hellerup, fax: +45 39 45 65 65.
Landestrategier og politisk/økonomiske oversigter m.m. for enkelte af samarbejdslandene kan hentes på www.um.dk.

5.2 Ansøgningsfrist: 5. december 2005, kl. 9.00.

5.3 Indledende samtaler og personvurdering: Uge 50/51. Mercuri Urval vil gennemføre en personvurdering af udvalgte kandidater.

5.4 Sprogtest: Udenrigsministeriet har besluttet, at alle kandidater, der indkaldes til interview – undtagen de kandidater for hvilke det relevante sprog er modersmål – skal sprogtestes i Danmark på arbejdssproget for det pågældende arbejdssted (dvs. engelsk).

5.5 Præsentation for ansættelsesudvalget bestående af danske og lokale myndigheder: 16. december 2005.

5.6 Beslutning: Forventes at kunne foreligge inden udgangen af december 2005.

5.7 Forventet tiltrædelse: 15. februar 2006.