En af dansk bistands super-veteraner, civiløkonom og fhv. chefkonsulent Finn Balslev, Nivå, fylder 75 mandag den 26. juli 2010.
Han er en af de få, der har været aktiv – og stadig er aktiv – i dansk bistand i over 4 årtier, foreløbig i 42 år, og har derved gjort hele turen med, siden dansk u-landshjælp tog form i 1962.
Efter sin nysproglige studentereksamen fra Odense Katedralskole i 1953, uddannelsen som civiløkonom (HA) i 1960 og et par års jurastudier på Universitetet i København kom han til Mellemfolkeligt Samvirke som administrator i 1963. Balslev stod i denne egenskab bl.a. for tilrettelæggelse og opstart af det første danske program for u-landsfrivillige.
Fra 1965 var han økonomichef i MS-domicilet på Hejrevej, men skiftede i 1969 til Udenrigsministeriet og Danida, hvor han med en enkelt afstikker har været helt frem til pensioneringen i 2003.
Først var han sektionschef i Danidas sekretariatskontor, der beskæftigede sig med finanslov, u-landsbudget og økonomi (1969-71), så kom han ud som administrationschef på det første store danske u-landsprojekt i Afrika, Dansk Røde Korses Universitetshospital i Leopoldville (Kinshasa) i Congo (1971-73), hvor han havde tjenestefrihed fra ministeriet.
Han genindtrådte i sin gamle stilling i Danidas sekretariatskontor, men blev i 1982 chef for økonomi-og budgetkontoret, hvor han sad som Danidas “økonomidirektør” i samfulde 16 år. Ret enestående i udenrigstjenesten, hvor man så ofte skifter. Finn Balslev opnåede her status som en uafviselig autoritet, når det gjaldt u-landsrammen og bistandens krinkelkroge og var altid åben og to the point overfor medierne.
I 1998 gik det for anden gang ud til Afrika, til en post som ministerråd og souschef på den danske ambassade i Ghanas hovedstad, Accra, hvor han især stod for administrationen af Danmarks bistand til det vestafrikanske lands transport- og energisektor.
Fra 2000 til 2001 var han chefkonsulent i Danidas NGO-kontor og forestod en ny tilrettelæggelse af tilskudsforvaltningen. Fra 2001 til 2003 var han budgetchef i Udenrigsministeriets sekretariat for det danske EU-formandskab 2002 med budget- og økonomistyring af bevillingen til det 6 måneder lange formandskab.
I april 2003 kom så pensioneringen fra ministeriet. Han har dog efterfølgende varetaget konsulentopgaver for sin gamle arbejdsgiver indenfor økonomistyring, regelsanering, forretningsgange m.v.
I det hele taget er det et travlt otium Balslev nyder. Han er også politisk aktiv, har været medlem af Det Radikale Venstre siden 1964 og medlem af lokalforeningsbestyrelsen i Karlebo kommune i Nordsjælland, hvor han bor.
Han har også været valgobservatør i flere omgange ved præsidentvalget i Ukraine, både i november-december 2004 og senest i januar i år. Her kunne han drage nytte af sine erfaringer fra en tidl. udsendelse som observatør ved præsident- og parlamentsvalget i Tanzania i 1995.
Balslev har i det hele taget fartet u-landsverdenen rundt, bl.a. som ledsagende embedsmand for Folketingets Statsrevisorer på 7 rejser til u-lande fra 1975 til 92.
Balslev er samtidig – udover sin altid venlige gentleman-facon – lidt af et multimenneske. Det var således ham, der stod for en stor del af teksterne til Danidas legendariske Julerevy fra 1980 til 97. Ligesom han har skrevet til Christiansborg revyen i 1997 og 2003. Han er stadig medlem af bestyrelsen for Udenrigsministeriets Pensionistforening
Hjertelig til lykke på dagen fra u-landsnyts redaktion.