September er næste frist for at søge støtte til at oplyse om u-lande hos Danida, skriver Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) i sit seneste elektroniske nyhedsbrev tirsdag
Danidas støtte til oplysningsarbejde om u-landene går til 3 typer projekter.
1) U-lands TV-puljen og 2) støtten til oplysningsprojekter, som begge har ansøgningsfrist mandag den 4. september, mens 3) rejsestipendier skal søges inden mandag den 18. september.
Oplysningsbevillingen støtter oplysningsarbejde, der skaber, fastholder og uddyber befolkningens forståelse for, at Danmark deltager i det internationale udviklingsarbejde. Målet er at sikre, at oplysning om problematikken i u-lande har en fast plads i bl.a. foreningsarbejde, skoler og i medierne.
Projekterne skal oplyse om
– u-landenes økonomiske, sociale, politiske, miljømæssige og kulturelle forhold
– relationerne mellem u-lande og industrilande
– Danmarks samarbejde med u-landene og dansk u-landsbistand
Alle kan søge støtten, men der lægges vægt på ansøgers erfaring med oplysningsarbejde især med u-landsoplysning og kendskab til emnet, målgruppen og den valgte oplysningsform
Som udgangspunkt gives der ikke støtte til oplysningsprojekter om lande, hvor den maksimale indkomstgrænse overstiger 2.170 US dollar (BNI) pr. indbygger. Det er dog muligt at få støtte til oplysningsprojekter om lande med en BNI pr. indbygger på op til 2.500 US dollar, hvis de pågældende aktiviteter omhandler særligt udsatte befolkningsgrupper.
En liste over, hvilke lande der falder inden for denne kategori, kan findes på Verdensbankens hjemmeside, www.worldbank.org eller på www.udviklingstal.dk
Man kan læse mere og finde ansøgningsskema på www.oplysningsbevillingen.dk