For andet år i træk får Danmark sølvmedalje i implementering af de 17 verdensmål ud af de 193 medlemslande i FN.
Det såkaldte SDG Index and Dashboard Report for 2018 viser, at kun Sverige er længere med at implementere målene end Danmark.
På tværs af de 17 verdensmål er Danmark nået knap 85 pct. af vejen til at opnå det bedst mulige udfald. I 2017 opnåede Danmark en score på 84,2 pct. i implementeringen af verdensmålene. En score, som er steget til 84,6 pct. i 2018.
Danmarks fremgang i 2018 skyldes eksempelvis et fald i lønforskellen mellem kvinder og mænd, en lavere andel af unge uden job og uddannelse og mindre CO2 udledning pr. indbygger.
Formålet med verdensmålene er at sikre en global bæredygtig udvikling. Helt konkret er FN’s 193 lande enige om, at inden år 2030 skal sult og fattigdom være afskaffet, uligheden reduceret, og der skal være gode uddannelser og sundhed til alle.