Udenrigsminister Per Stig Møller (K) orienterede fredag Udenrigspolitisk Nævn om åbning af 3 nye ambassader. Udover den netop åbnede ambassade i Bagdad, åbnes der til september mini-ambassader i Addis Ababa i Etiopien og Nicosia på Cypern.
Især ambassadeåbningen i Addis Ababa er bemærkelsesværdig set udfra en bistandsvinkel. Etiopien var i en kort periode midt i 1990erne programsamarbejdsland for Danida. Landet fik denne status under daværende udviklingsminister Helle Degn (S), men hendes efterfølger, partifællen Poul Nielson, fratog etioperne den eftertragtede status – uden nogensinde at give dem en officiel begrundelse herfor.
Til gengæld fik en række danske NGOer lov til – for Danida-penge – at oprette det såkaldte dansk-etiopiske fællesprogram, der især hjælper fattige bønder i Wollo-området.
I modsætning til Danmark har både Norge og Sverige og til dels også Finland i mange år haft betydelige bistandsprogrammer i Etiopien, der med over 70 mio. indbyggere er Afrikas folkerigeste land efter Nigeria. Det er samtidig en af verdens 10 fattigste nationer og har enormt behov for udviklingsbistand.
Alligevel har Danmark som eneste nordiske land endnu aldrig haft en diplomatisk repræsentation i Addis Ababa, men ladet “forretningen” passe fra Nairobi. Det har gennem årene vakt undren, bl.a. fordi Addis Ababa har fungeret som en slags uofficiel politisk hovedstad for Afrika og huset en stribe regionale repræsentationer for de multilaterale organisationer, herunder FNs Økonomiske Kommission for Afrika, og således været en god lyttepost.
Udenrigsministeren udtalte fredag efter nævnsmødet om ambassadeåbningen i den etiopiske hovedstad:
– Med det forventede medlemskab af FNs Sikkerhedsråd i 2005-2006 får Danmark behov for en udkigspost i den etiopiske hovedstad Addis Ababa, hvor den Afrikanske Union har sit hovedkvarter. Konflikter i Afrika har en vigtig plads både på Sikkerhedsrådets og den Afrikanske Unions dagsorden, og det er vigtigt for Danmark at kunne følge konflikterne tæt.
– De nye ambassader er små enheder, fortsatte udenrigsministeren. – Det er nødvendigt af omkostningsmæssige grunde. I Addis Ababa vil ambassadøren være eneste udsendte medarbejder. I Bagdad vil der være 2-3 udsendte, og på grund af sikkerhedssituationen vil ambassaden kun i yderst begrænset omfang kunne varetage borgerserviceopgaver, så som sager om bistand til nødstedte og ansøgninger om visum og opholdstilladelse, anførte Per Stig Møller.