Danmark forlænger støtten til Afrika for Fred programmet, som de sidste 5 år har søgt at forbedre Vestafrikas mulighed for at forebygge konflikter.
Derfor underskrev udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) tirsdag en aftale om dansk støtte på 60 millioner kr. til programmet med det økonomiske fællesskab i Vestafrika, ECOWAS. Aftalen træder i kraft i 2010 og løber over de næste 4 år, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding.
Programmet yder støtte til bl.a. mægling i konflikter, god regerings-førelse og bidrager til, at ECOWAS’ aktiviteter fremmer grundlæggende retsprincipper og gennemsigtighed.
Herudover støtter Danmark konfliktvarslingssystemer samt bidrager til, at organisationen gøres mere robust, og dens effektivitet øges. Endeligt støtter programmet opfølgning på medlemsstaternes forpligtelser i forhold til FN resolutionerne 1325 og 1880 om kvinders rettigheder og roller i konflikt.
Over de sidste 10 år er antallet af kon-flikter i Vestafrika faldet. Det skyldes bl.a. den økono-miske fremgang samt styrket regio-nalt samarbejde.
Danmark har støttet opbygningen af regionale institutioner, som fremmer fred og sikkerhed i Afrika. Dermed har Danmark bidraget til give Afrika redskaber til selv at forebygge og tage lederskab i løsningen af konflikter.
ECOWAS bidrager aktivt til det samarbejde og har taget lederskab i afslutningen af konflikter i eksempelvis Liberia, Sierra Leone og Elfenbenskysten. Og senest har ECOWAS været på banen i forbindelse med de aktuelle politiske konflikter i Niger og Guinea.