Maria Lindhardt er politisk chef i Sex & Samfund
Når Danmark i andet halvår af 2025 overtager EU-formandskabet, står vi over for en særlig chance for at styrke vores globale lederskab inden for såvel sundhed som seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR). Investeringer i sundhed, især hvad angår kvinders, pigers og andre strukturelt ekskluderede gruppers adgang til sundhedssystemer, er afgørende, hvis vi skal sikre bedre livskvalitet, sundere samfund og at vi opfylder verdensmålene.
Danmark har gennem årene opbygget en stærk tradition for internationalt engagement, og med EU-formandskabet kan vi være med til at forme en sundhedsdagsorden, der sætter fokus på både sundhed og social retfærdighed. Det gælder både i forhold til de prioriteter, Danmark lægger for dagen i Ministerrådet, og i særdeleshed når forhandlingerne om EU’s flerårige budget, som begynder under formandskabet.
Global sundhed som nøglen til global udvikling
Adgang til reproduktive sundhedsydelser som prævention, sikker graviditetspleje og eventuel efterfødselsbehandling er ikke kun en rettighed, men en nødvendig forudsætning for kvinders fysiske og psykiske trivsel. Konkret betyder adgang til sikre aborter og rådgivning for eksempel, at kvinder får mulighed for at tage kontrol over deres krop og fremtid. Derudover er graviditetspleje livsvigtigt for både mor og barn og spiller en afgørende rolle i at reducere mødre- og børnedødelighed. Danmark kan spille en central rolle ved at arbejde for, at EU yder målrettet støtte til sundhedsinitiativer, der fokuserer på kvinders rettigheder og adgang til sundhedsydelser.
Læs også: Med Trump kan ét stort udviklingsområde se frem til at få hugget armen af
Globalt mangler millioner af kvinder stadig adgang til basale sundhedstjenester, hvilket påvirker deres muligheder for at leve et sundt og værdigt liv. Det kan vi blandt andet se ved, at den ellers positive udvikling i at nedbringe den globale mødredødelighed næsten er stagneret, og at der fortsat er store regionale forskelle, hvor særligt Sydasien og Afrika syd for Sahara halter bagefter.
Et andet vigtigt aspekt af kvinders sundhed er beskyttelsen mod seksuel og kønsbaseret vold, som fortsat er en alvorlig global udfordring, som både individer og samfund lider under. Sammen med Polen og Cypern har Danmark som en del af trio-formandskabet en oplagt mulighed for at prioritere denne vigtige dagsorden og sætte retningen for EU’s engagement på det område mange år frem.
Innovation og koordinerede løsninger på komplekse sundhedsudfordringer
Udover at fremme SRSR og global sundhed kan Danmark med EU-formandskabet arbejde målrettet for at sikre, at EU’s udviklingsmidler anvendes effektivt til at styrke sundhedssystemer i sårbare lande. Gennem støtte til organisationer som GAVI, The Global Fund og UNFPA, kan EU være med til at sikre, at både kvinder, børn og strukturelt udsatte befolkningsgrupper får adgang til den nødvendige pleje og behandling.
EU’s udviklingsmidler spiller en kritisk rolle i at sikre, at de mest udsatte samfund får adgang til vitale sundhedsydelser. Det er især nødvendigt i lav- og mellemindkomstlande, hvor sundhedssystemerne er skrøbelige og ofte underfinansierede. Her kan Danmark bruge sin stemme og viden om området til at sikre, at EU yder strategisk finansiering, som forbedrer sundhedstilbuddene og opbygger mere modstandsdygtige samfund, som på den lange bane er med til at nedbringe både de menneskelige og økonomiske omkostninger ved kommende kriser. Behovet for denne tilgang bør stå klart for de fleste efter Covid-19-pandemien, konsekvenserne af klimakrisen, som vi allerede oplever, og utallige humanitære kriser, vi desværre er vidner til i disse år. Innovative løsninger og styrket internationalt samarbejde inden for sundhedsområdet er derfor afgørende at prioritere.
Danmark har potentialet til at være en drivkraft i at fremme de innovative tilgange, der forbinder sundhed med bæredygtighed og klima. Ved at sikre, at sammenhængen mellem sundhed og klima indgår som centrale elementer i EU’s udviklingsarbejde, kan vi skabe mere helhedsorienterede løsninger, der ikke blot tackler nutidens udfordringer, men som også forbereder os på fremtidige kriser.
Langsigtede investeringer i sundhed for global stabilitet
Endelig er investeringer i sundhed ikke kun et humanitært spørgsmål. Det er også en langsigtet strategi, der skaber fred, sikkerhed og fremgang. Når kvinder og piger får adgang til de sundhedsydelser, de har brug for, styrkes ikke blot deres rettigheder, men også hele samfundets sundhed og økonomiske velstand, som er afgørende stabiliserende faktorer.
Med EU-formandskabet har Danmark en unik mulighed for at sætte globale sundhedsmål i fokus. Gennem modige og målrettede handlinger kan vi sikre, at EU bliver en aktiv aktør i arbejdet for sundhed for de mest sårbare befolkningsgrupper i verden. Ved at styrke sundhedssystemer gennem strategisk udviklingsfinansiering kan vi skabe varige forandringer, der ikke kun forbedrer den globale sundhed, men som også bidrager til global stabilitet og bæredygtig udvikling. Det er en mulighed, Danmark har et ansvar for at gribe.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected]