Den danske regering ser med meget stor alvor på den humanitære katastrofe i Sri Lanka.
Mellem 50.000 og 100.000 civile vurderes fortsat at være fanget i kampzonen mellem oprørsbevægelsen de Tamilske Tigere og den srilankanske regeringshær, fremgår det af en pressemelding fra udenrigsminsteriet i København torsdag.
Af de mere end 110.000 mennesker, der siden den 20. april er flygtet ud af kampzonen, har mange været uden vand eller mad i dagevis og deres sundhedstilstand er kritisk.
I flygtningelejrene, hvor der lige nu anslås at befinde sig omkring 160.000 fordrevne, er situationen kaotisk og forholdene kritisable.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (K) har derfor taget en ække initiativer for at hjælpe de civile, der er fanget i konflikten.
Per Stig Møller:
– Jeg havde i går (onsdag) for tredje gang en telefonkontakt med Sri Lankas udenrigsminister Rohitha Bogollagama, og aftalte med ham, at vores menneskerettighedsambassadør, Arnold Skibsted, kommer til Sri Lanka. Vi forventer, at besøget finder sted i den kommende uge.
– Samtidig insisterede jeg på, at Sri Lankas regering må holde sine løfter til det internationale samfund om at overholde international humanitær lov og sikre fuld humanitær adgang.
– Regeringen arbejder også gennem EU og FN for, at kamphandlingerne og beskydningen af områder, hvor der er civile skal stoppe øjeblikkeligt. Der skal findes en politisk løsning på konflikten.
Danida har i 2009 afsat i alt 24 mio. kr. i humanitær hjælp til Sri Lanka. Yderligere har Dansk Flygtningehjælp anvendt 1 mio. kr. af en akut nødhjælpspulje til uddeling af mad og drikkevand m.v. i det nordlige konfliktområde.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs:
– Den menneskeskabte humanitære katastrofe i det nordlige Sri Lanka er helt uacceptabel. Det er meget kritisabelt, at Sri Lankas regering ikke giver fuld adgang for humanitær nødhjælp og international observation. Lidelserne for civilbefolkningen er forfærdelige.
– FN, Røde Kors og NGOer gør i øjeblikket en kolossal indsats for at hjælpe ofrene. Der skal derfor lægges størst muligt pres på Sri Lankas regering for at sikre, at de humanitære organisationer får bedre adgang til de nødlidende og ordentlige arbejdsbetingelser.
– Det internationale samfund skal blive ved med at være engageret i denne sag. Jeg vil derfor sikre, at den humanitære situation i Sri Lanka kommer på dagsordenen for det næste møde blandt EU’s udviklingsministre.