Den private sektor skal spille en langt større rolle, hvis FN’s verdensmål skal indfries, mener den danske regering. Derfor styrker den det danske samarbejde med FN’s Global Compact, der er FN’s primære platform for samarbejde med den private sektor, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag. Global Compact arbejder målrettet med virksomheders sociale ansvar og verdensmålene.
Strategien for Danmarks udviklingspolitiske og humanitære engagement sætter fokus på partnerskaber med det private erhvervsliv om at opnå FN’s verdensmål.
Udviklingsbistanden bruges i stigende omfang som katalysator for investeringer, overførsel af viden, teknologi, innovation og løsninger, som skaber vækst og samtidig bringer væksten ind på et bæredygtigt spor.
”Det er gennem virksomhederne, at vi skaber jobmuligheder og bæredygtig vækst i udviklingslandene. Samtidig er der brug for virksomhederne som innovative medspillere i forhold til at udvikle løsninger og finde svar på de globale udfordringer såsom fødevaremangel og klimaforandringer. Flere topchefer omfavner bæredygtighedsprincipperne og har verdensmålene som strategisk kompas. Det kan og skal vi udnytte. Det er en dagsorden, vi deler med FN’s Global Compact”, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
I Global Compact, der omfatter mere end 9000 virksomheder fordelt på omkring 170 lande, arbejdes der målrettet på at mobilisere erhvervslivet i opnåelsen af FN’s verdensmål og på at at sikre, at det sker i overensstemmelse med Global Compacts ti principper om ansvarlig virksomhedsførelse.
Danmarks samarbejde med Global Compact styrkes nu ved indgåelsen af en partnerskabsaftale, der dækker perioden 2017-2020. Det er første gang, at der etableres en flerårig aftale mellem Danmark og Global Compact. Med aftalen forventer Danmark at give et årligt bidrag til Global Compact på 3 mio. kr. til og med 2020.
”Global Compacts samarbejde med Danmark understreger den fælles mission med at engagere erhvervslivet i opnåelsen af verdensmålene. Vi ser en stor appetit fra mange virksomheder på at udvikle nye forretningsmodeller og løsninger på verdens store udfordringer, men det er klart, at der i visse sektorer og regioner skal leveres en ekstra indsats for at få det til at lykkes. Vi er utroligt glade for den opbakning, vi får fra Danmark, og glæder os til at levere gode resultater de kommende år,”, siger Lise Kingo, der er direktør for Global Compact og dermed en af de højst placerede danske i FN-systemet.
Læs mere om Lise Kingo her: Kendt dansk erhvervskvinde til tops i FN (28.06.2015)
Danmarks bidrag er særligt rettet mod at støtte Global Compacts indsatser for at fremme erhvervslivets engagement i at skabe bæredygtige samfund og vækst i udviklingslandene.