Danmark klar til at destruere Syriens kemiske våben

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Et bredt flertal i Folketinget sagde torsdag ja til, at Danmark skal bidrage “substantielt” til FN’s og OPCW’s mission med at destruere Syriens kemiske våben. OPCW er “Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben”, som fik årets Nobels Fredspris.

Det danske bidrag drejer sig om et eskorteskib, et personbeskyttelseshold samt flytransport. Danmark skal samtidig lede den maritime transportoperation, som skal sejle de kemiske våben væk fra Syrien.

Der er tale om et fælles dansk-norsk maritimt bidrag. Den fælles operation vil inkludere fregatter og specialiserede transportfartøjer fra begge lande, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Danmark leder operationen, mens Norge vil varetage posten som næstkommanderende.

Udenrigs-minister Holger K. Nielsen (SF):

”Konflikten i Syrien har desværre vist, hvor forfærdelige de kemiske våben er. Det er en vanskelig mission, men vi må gøre hvad vi kan for, at disse våben ikke anvendes igen”.

“Derfor har vi allerede meget tidligt bakket op om arbejdet med at fjerne og destruere det syriske regimes kemiske våben, og jeg er glad for, at Danmark nu bidrager meget solidt til den fælles FN-OPCW mission. Danmark bidrager på baggrund af en klar opfordring og anmodning fra FN og løser en væsentlig opgave på vegne af verdenssamfundet”.

Over 100.000 omkomne

Ministeren siger uddybende:

“Desværre fortsætter konflikten ufortrødent i Syrien. Langt over 100.000 er døde og flygtningetallet stiger dramatisk dag for dag. Det er et positivt skridt, at der nu er sat en dato for det længe ventede Geneve II fredsmøde den 22. januar”.

“Men det er også klart, at vi må være realistiske omkring de resultater, der kan opnås på den korte bane. Det bliver en lang og svær proces. Danmark har arbejdet aktivt for en politisk løsning på konflikten, og det vil vi blive ved med, ligesom vi vil fortsætte vores store engagement indenfor stabilisering og humanitær bistand.”

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S):

“Efter ønske fra FN kommer Danmark til at lede og sikre søtransporten af de kemiske våben væk fra Syrien, og herudover vil vi bidrage til personbeskyttelse af den særlige koordinator for missionen samt tilbyde flytransport”.

“Danmarks engagement er meget værdsat af FN, og det er vigtigt, at vi alle står sammen for at forhindre, at syriske børn igen bliver ofre for kemiske angreb.”

Baggrunden

Identifikationen og destruktionen af de kemiske våben i Syrien udføres i henhold til FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2118.

Der er etableret en fælles OPCW-FN mission i Syrien, der har mandat til at overvåge destruktionen af Syriens kemiske våbenprogram på den sikrest mulige måde inden for en defineret tidsramme.

Ifølge den plan, som det internationale samfund har defineret, skal de farligste kemiske våben være ude af Syrien senest den 31. december 2013. En endelig plan for destruktion af Syriens kemiske våbenprogram er godkendt af OPCW’s Styrelsesråd på et møde den 17. december 2013.

Udover at bidrage med søtransport og et eskorteskib har Danmark tilbudt den fælles OPCW-FN mission at bistå med et personbeskyttelseshold samt flytransport. Der er derudover ydet et samlet bidrag på fire mio. kr. til de fonde der er etableret i FN- og OPCW-regi for at finansiere arbejdet.

Stor dansk bistand i øvrigt

Danmark har siden konfliktens start ydet mere end 460 mio. kr. i humanitær bistand, heraf over 160 mio. kr. i 2012 og 300 mio. i år.

Det sker for at imødekomme det store behov for nødhjælp blandt den syriske civilbefolkning samt sikre opretholdelse af basale rettigheder som adgang til skole, sundhed og beskyttelse mod overgreb.

Danmark har dertil bevilget 100 mio. kr. til indsatser for at stabilisere oppositions-kontrollerede områder, menneskerettigheder og støtte til initiativer, der skal fremme en politisk løsning på konflikten.

Om OPCW

Vinderen af Nobels fredspris 2013 håndhæver den succesfulde nedrustningskonvention.

Det er således inspektører fra “Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben”, der har afsøgte steder i Syrien for kemiske våben efter angrebet med de frygtede våben i hovedstaden i Damaskus i august i år.

Sammen med FN indsamler, lagrer og på sigt destruerer OPCW Syriens kemiske våben.

Organisationen, der har hjemme i Haag, har et budget på omkring en halv milliard danske kroner og 500 tekniske eksperter og erfarne specialister til at inspicere og destruere kemiske våbenarsenaler i sine 189 medlemslande.

Siden 1997 har verdens kemiske våbenvagthund foretaget flere end 5.000 inspektioner i 86 lande og verificeret fortegnelser over alle kendte våbenlagre.

Har opnået stor succes

OPCW betragtes som den mest succesfulde nedrustningskonvention og har medvirket til, at næsten 80 procent af verdens arsenaler er blevet destrueret.

OPCW udspringer af FN-konventionen mod kemiske våben, som blev færdigforhandlet i 1993 og trådte i kraft i 1997. Konventionen forbyder produktion og opbevaring af kemiske våben.

Siden 1997 har OPCW gennem bl.a. inspektioner og destruktioner arbejdet for at konventionen overholdes af de lande, der har skrevet under.

189 lande har skrevet under, mens lande som Angola, Egypten og Israel stadig mangler. Syrien har heller ikke skrevet under, men efter de kemiske angreb i Damaskus har regeringen lovet, at man nu vil følge konventionen.

Se også www.opcw.org