Deltag i den globale aktionsuge for Uddannelse for Alle 20 – 24 april 2009, skriver u-landsorganisationen IBIS opfordrende på sit website.
I næste uge går det løs i København og Aalborg med arrangementer for skoleklasser. Det foregår i København 22. april og i Aalborg 23. april.
Onsdag 22. april inviteres alle skoleelever og deres lærere til et arrangement på Christiansborg Slotsplads i København fra kl. 10-13. På denne dag vil vi sammen vise verdens ledere, at uddannelse til alle skal prioriteres højt, også – og ikke mindst – i Den 3. Verden, hedder det.
Dagen byder på oplæsning af elevtaler med efterfølgende kommentarer fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), aktivitetstelte med spil, t-shirt tryk, filmfremvisning, udstilling mm.
Derudover optræder musikeren Gimo Mendes fra Mozambique efterfulgt af danske hip-hop navne.
I Aalborg går det løs 23. april på Studenterhuset fra kl. 10:30-13:30. I den nordjyske hovedstad byder dagen på oplæsning af elevtaler, workshops, teater, afrikansk mad, konkurrencer og mozambikansk livemusik.
Man kan læse mere om kampagnen på www.ibis.dk