Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har bevilget yderligere 15 millioner kr. til akut nødhjælp i den voldsramte og kaotiske Centralafrikanske Republik (CAR) og vi er dermed blandt de tre største humanitære donorer til krisen.
Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.
Det sker efter nye rapporter fra FN om akut behov for hjælp til befolkningen og alarmerende stigning af vold mod civile i det ludfattige land nord for DR Congo.
FN vurderer krisen til at være på højeste niveau – ligesom i Syrien og Sydsudan.
Mogens Jensen begrunder:
”Situationen i den Central-afrikanske Republik er dybt, dybt alvorlig. Landet er tæt på sammenbrud og store dele af befolkningen på flugt. Deres huse er brændt ned. De har ikke adgang til husly, mad, vand og andre helt almindelige fornødenheder. Der er hårdt brug for nødhjælp her og nu.”
”Hermed lever vi op til vores ønske om at hjælpe dér, hvor nøden er størst. Pengene kommer oven i 10 mio. kr., vi bevilgede i sidste uge til stabilisering af landet.”
FN rapporterer om massive krænkelser af menneskerettighederne. Ud af 4,6 millioner indbyggere har over halvdelen behov for humanitær hjælp. Der er 700.000 fordrevne i selve landet og 250.000 flygtninge i nabolandene.
Sikkerhedssituationen er meget vanskelig, og dele af nødhjælpen må flyves ind.
Med den nye bevilling har Danmark nu bidraget med i alt 50,5 millioner kr. i nødhjælp til Den Centralafrikanske Republik i 2013 og 2014.
Den nye bevilling går gennem FNs landefond, der fordeler pengene til bl.a. Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet International, FNs Børnefond (UNICEF) og FNs Verdensfødevareprogram (WFP).
De 10 mio. kr i sidste uge går til FNs indsats for at genoprette lov og orden ved bl.a. at sørge for udbetaling af lønninger til landets politistyrke.