KØBENHAVN, 3. Oktober 2008: Danmark har overtaget formandskabet for OECD-DAC’s menneskerettighedsgruppe efter Canada. Der bliver tale om et delt formandskab sammen med UNICEF.
Danmark er også nyt medlem af GOVNET bureauet i OECD-DAC. GOVNET samler DAC’s indsatser indenfor god regeringsførelse og bureauet er GOVNET’s ledende organ.
Menneskerettighedsgruppen har siden 2005 arbejdet for at integrere fremme og respekt for menneskerettigheder i udviklingsbistanden. Formålet er at skabe enighed mellem donorerne, om hvordan man strategisk skal gribe dette arbejde an samt give donorerne den nødvendige vejledning.
Et markant resultat af dette arbejde er et politikpapir om menneskerettigheder (det såkaldte Action-Oriented Policy Paper on Human Rights and Development, AOPP), som DAC enstemmigt tilsluttede sig i februar 2007. DAC’s medlemmer påtager sig via AOPP at øge deres støtte til fremme og respekt for menneskerettigheder og integrere dette mere systematisk i udviklingsbistanden.
Dette engagement blev yderligere forstærket i slutdokumentet fra højniveaumødet om bistandseffektivitet i Accra i september 2008, den såkaldte Accra Agenda for Action. Danmark har været medlem af menneskerettighedsgruppen siden 2006.
DAC’s medlemsstater stemmer hvert andet år om de kommende års prioriteter for så vidt angår fokus og finansiering. Menneskerettigheder opnåede en førende placering i 2008. Menneskerettighedsgruppens arbejdsprogram for 2009-2010 vil fokusere på menneskerettigheder og bistandseffektivitet, menneskerettigheder og fattigdomsorienteret vækst samt menneskerettigheder og konflikter.
Kilde: www.um.dk