Den danske delegation blev godt modtaget til Indiens største erhvervskonference, Vibrant Gujarat Global Summit. Mere end 10.000 personer deltog i den fire timer lange åbningsceremoni, hvor Indiens premiere minister Narendra Modi, 12 partnerlande og Indiens erhvervstop sad i det 37 mand store panel – der i blandt også den danske minister Lars Christian Lilleholt.
Aftale om vandsamarbejde
Den danske minister overværede også underskrivningen af samarbejdsaftalerne, Memorandums of Understanding (MoU) mellem Indien og Danmark inden for det maritime, uddannelse og cleantech. Sidstnævnte er en samarbejdsaftale mellem State of Green, DI og delstaten Gujarats myndighed for byudvikling. Med aftalen blev der skabt en god platform for et samarbejde med fokus på udvikling af vandforsyning til delstatens voksende byer.
Gujarat har to pct. af Indiens vandressourcer og cirka fem pct. af landets befolkning, svarende til omkring 60 mio. mennesker. Delstaten oplever store udfordringer med at kunne levere tilstrækkeligt med vand til befolkningen og delstatens virksomheder. Omkring 65 pct. at Gujarats damme og vandreservoirer er enten tomme for vand eller tæt på at udtørre. Det indisk-danske samarbejde skal tage udgangspunkt i de indiske udfordringer inden for vandsektoren og udveksle erfaringer og ekspertise på området.
Ministerbesøg til foråret
Den indiske minister for byudvikling Venkaiah Naidu deltog sammen med den danske minister i et seminar om Smart Cities, hvor han understregede, at det er vigtigt selv for ministre at være åbne for at lære nyt. Han sagde, at vi skal alle ”Learn, learn, learn and not earn, earn, earn”. Minister Naidu fortalte også, at hans planlagte rejse til Danmark sidste efterår desværre blev aflyst, men at han glæder sig til at besøge Danmark det kommende forår i stedet.