Danmark støtter skolegang og udvikling på landet i Afghanistan

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

I Afghanistan har hidtil kun ca. en tredjedel af drengene og et fåtal af pigerne haft mulighed for at gå i skole. Danmark og Afghanistan har underskrevet en aftale om et grunduddannelsesprogram, som skal være med til at sende så mange børn som muligt i skole.

Støtten beløber sig til 110 mio. kr. over 3 år. De skal bruges til materialeudvikling, skolebogsproduktion, opbygning af lærerseminarier, efteruddannelse, udvikling af læseplaner samt skolebyggeri, fremgår det af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet fredag.

Hele den krigstrætte afghanske befolkning skal have medindflydelse på genopbygningen af landet. Danmark støtter derfor det såkaldte National Solidarity Programme (NSP) med 54 mio. kr. over det næste halvandet år.

NSP koncentrerer kræfterne om at igangsætte genopbygning i landsbysamfund. Aktiviteterne kan omfatte genetablering af kunstvanding, veje, skoler og andet, som lokalsamfundet kan opnå enighed om.

I Afghanistan har man årelang tradition for at tage beslutning ved konsensus, og denne tradition skal videreføres som led i større involvering af befolkningen i genopbygningsprocessen, og som støtte for den demokratiske udvikling. Fra dansk side lægges desuden særlig vægt på, at også kvinderne involveres.

Begge bidrag er led i regeringens strategi for at hjælpe Afghanistan på fode efter Taliban-regimets fald.

2 år efter ophøret af mere end 20 års krig er Afghanistan stadig blandt verdens fattigste lande. Børnedødeligheden udgør 165 pr. 1.000 levendefødte og den forventede gennemsnitlige levealder er på 44 år.

Det bjergrige land rammes jævnligt af tørke eller oversvømmelse, og afskovning og overgræsning gør deres til at forringe levevilkårene for de ca. 28 mio. indbyggere. Infrastruktur og økonomi er kun langsomt under udvikling.

Som led i det internationale donorsamfunds indsats for at forbedre forholdene har Danmark over en 5-årig periode (2002-2006) afsat i alt 785 mio. kr., hvoraf 495 mio. kr. ydes som langsigtet genopbygningsbistand, mens op til 250 mio. kr. er tiltænkt humanitær bistand. Hertil kommer 40 mio. kr. i personelbistand.

Det er under rammen for genopbygningsbistand, at Danmark for nylig indgik de 2 aftaler om støtte til udvikling af landområder og uddannelse.

Yderligere oplysninger i Asien-kontoret, kontakt Katrine Grathe, tlf. 33 92 09 67.