Partnerskabet GAVI modtager årligt 25 mio. kr. fra Danmark til arbejdet med at vaccinere børn i U-lande mod fatale, men relativt let undgåelige sygdomme.
2,5 millioner børn dør hvert år af sygdomme, som kunne forebygges ved hjælp af vacciner.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs mødtes onsdag med GAVI Alliance, der er en af de vigtigste aktører, når det gælder vaccination af børn.
TAKNEMMELIGHED FRA GAVI
På mødet med GAVI Alliance, hvor også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som medlem af GAVI’s fondsbestyrelse deltog, drøftede man bl.a. de udfordringer, GAVI møder i forbindelse med levering af vacciner i udviklingslande med svage sundhedssystemer, og GAVI’s rolle som privat-offentlig aktør i globale sundhedsspørgsmål.
GAVI’s repræsentant Marc Hofstetter understregede på mødet, at man er taknemmelig over den danske støtte, som gør det muligt at redde børns liv og sikre fremskridt i opnåelsen af FN’s 2015 Mål.
FLOTTE RESULTATER
De seneste data fra Verdenssundhedsorganisationen WHO viser, at GAVI gennem vaccinationsindsatserne siden 2000 har bidraget til at forhindre 2,9 millioner børn i at dø som følge af sygdomme, der kunne forebygges ved hjælp af vacciner.
Oplysningerne fra WHO viser, at GAVI gennem støtte til de fattigste lande i 2000-2007 har bidraget til at vaccinere yderligere 36,8 millioner børn mod bl.a. difteri og stivkrampe, ligesom yderligere 176 millioner børn er blevet vaccineret mod hepatitis B, tybe b-influenza (som forårsager meningitis og lungebetændelse) samt gul feber.
OM GAVI ALLIANCE
GAVI Alliance er et offentligt-privat-partnerskab, der samler hovedaktører indenfor immunisering.
Disse inkluderer udviklingslandene og deres regeringer, WHO, UNICEF, Verdensbanken, vaccineindustrien, forskningsinstitutioner, NGO’er samt Bill & Melinda Gates Foundation.
GAVI’s indsatser er helt centrale for opnåelsen af FN’s 2015 Mål 4 om at mindske dødeligheden blandt børn under fem år med to tredjedele inden 2015.
Ud af de 9,8 millioner børn, der hvert år dør, før de fylder fem år, dør 2,5 millioner børn af sygdomme, som kunne forebygges med vacciner.
Kilde: www.um.dk