For 50 år siden underskrev Danmark den første aftale med FN om placering af FN kontorer i Danmark, og den 13. december underskriver Danmark en ny aftale med UNOPS (United Nations Office for Project Services), skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag.
Aftalen markerer afslutningen på flytningen af hovedkvarteret for UNOPS fra New York til København. Med flytningen af UNOPS har FN løbende omkring 1.000 medarbejdere i Danmark.
WHO var den første FN-organisation, der slog sig ned i København med et europæisk regionalkontor. Siden er udviklingen fortsat med tilflytning af bl.a. UNDP, UNICEF og UNFPA og regnet på antal ansatte er København nu verdens sjettestørste FN lokalitet – kun overgået af byer som New York, Geneve, Rom og Wien.
Aftalen med UNOPS er en såkaldt værtskabsaftale, der fastlægger rammerne for UNOPS tilstedeværelse i Danmark. Tilsvarende aftaler er indgået med de øvrige FN organisationer i København.
Aftalen underskrives torsdag den 13. december kl. 14 i Eigtveds Pakhus, Strandgade 25G, 1448 Kbn K af UNOPS eksekutivdirektør Jan Mattsson og Danidas multilaterale chef, ambassadør Ole E. Moesby.
Flytningen af UNOPS til København er en medvirkende årsag til, at regeringen i juni besluttede at undersøge muligheden for at samle FN’s tilstedeværelse i København på én fælles lokalitet.
Etableringen af en sådan samlet FN-by vil være i overensstemmelse med FN’s egen reformdagsorden om at styrke koordinationen og samarbejdet på tværs af organisationerne.
Om UNOPS
UNOPS blev etableret i 1995 som en selvstændig organisation i FN-systemet, der har som primær opgave at yde projektstyring og anden operationel støtte til såvel FN-systemet som donorer og enkelte u-lande.
UNOPS er primært aktiv i post-konfliktlande i Afrika, Asien og Mellemøsten. UNOPS besluttede i 2006 at flytte sit hovedkvarter fra New York til København, hvor organisationen allerede havde et mindre indkøbskontor.
Yderligere oplysninger hos fuldmægtig Thierry Hoppe i Danidas kontor for FN og Globalt Udviklingssamarbejde, e-mail [email protected] og tlf. 33 92 09 11