Danmark vil nedlægge FNs internationale, hurtigtudrykkende fredsbrigade (SHIRBRIG), skriver flere nyhedsmedier torsdag.
Brigaden, der hører hjemme på Den Kongelige Livgardes Kaserne i Høvelte nord for København, skal gøre det muligt for FN at rykke langt hurtigere ud til krisesituationer overalt i verden.
Men udenrigsminister Per Stig Møller (K) orienterede onsdag i fortrolighed Folketingets Udenrigspolitiske Nævn – under punktet “afvikling af SHIRBRIG” – om, at andre landes manglende tilmelding til brigaden nu får Danmark til at opfordre FN til at nedlægge den. Ellers vil Danmark selv gøre det.
Da FNs daværende generalsekretær Kofi Annan i 1997 indviede brigaden, skete det ellers under stor fanfare, hvor han udtrykte sit håb om, den kunne sættes hurtigt ind i verdens brændpunkter for at stoppe overgreb på civilbefolkningerne.