Danmarks engagement i krisen i Darfur

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danmark har siden sidste efterår aktivt støttet de internationale bestræbelser på at hindre en humanitær katastrofe i Darfur i Sudan, hedder det i en opsummerende redegørelse til pressen tirsdag fra udenrigsministeriet.

Politisk har man fra dansk side lagt pres på især Sudans regering for at påtage sig det nødvendige ansvar for situationen og overholde indgåede forpligtelser, ligesom man har støttet FNs, EUs og den Afrikanske Unions indsatser. Operationelt har Danmark både bilateralt og gennem EU ydet en betydelig humanitær bistand til afhjælpning af situationen for flygtninge og internt fordrevne i området, anfører ministeriet og fortsætter:

Udenrigsministeriet har over for Sudans ambassadør den 16. december 2003 og 17. juni 2004 givet udtryk for alvorlig bekymring for situationen i Darfur og fordømt overtrædelser af menneskerettigheder og international lov i området.

Herudover har den danske ambassadør i Kairo (der også dækker Sudan) flere gange over for Sudans regering, senest på et møde med Sudans vicepræsident Taha og fg. udenrigsminister Salih 10. juni 2004, fremhævet, at situationen i Darfur kan blive en hindring for en normalisering af forholdet til Sudan efter en fredsaftale med SPLM/A.

Med hensyn til den konkrete humanitære indsats bidrog man fra dansk side allerede sidst i 2003 via Læger uden Grænser til indsatser for flygtninge fra Darfur. Siden da har Danmark ydet ca. 30 mio. kr. til det humanitære arbejde i Darfur. Yderligere støtte er under overvejelse. Den hidtidige bistand er fordelt som følger med støtte til:
– Overvågning af den humanitære situation  samt grundlæggende nødhjælp gennem Internationalt Røde Kors, ICRC, 3 mio. kr. (anslået ud af en samlet bevilling på 6 mio. til Sudan)
– Primær sundhed og ernæring gennem Læger uden Grænser  5,3 mio. kr.
– Logistikstøtte til FNs koordination gennem Beredskabsstyrelsen 0,5 mio. kr.
– Flygtninge fra Darfur i Chad gennem FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. 8 mio. kr.
– Fødevarebistand gennem Verdensfødevareprogrammet, WFP. 8 mio. kr.
– Støtte til den Afrikanske Union, AUs, observatørmission 4,5 mio. kr.
– Udsendelse af dansk observatør til AUs observatørmission via det Internationale Humanitære Beredskab 0,5 mio. kr.

Samarbejde med den Afrikanske Union (AU)
Udenrigsministeriet har på møde med AU i Addis Ababa i april 2004 drøftet situationen i Darfur. Danmark støtter som nævnt den Afrikanske Unions observatørmission i Darfur med 4,5 mio. kr. og sender i disse dage over det Internationale Humanitære Beredskab en observatør til området.

EUs fredsbestræbelser
Danmark har siden efteråret 2003 på alle niveauer i EU-kredsen talt for et aktivt EU-engagement i Darfur-krisen. Primært på EUs foranledning lykkedes det i marts at få parterne samlet til de forhandlinger i Tchad, som førte til en våbenhvileaftale den 8. april.

EU har i erklæringer, senest fra EUs stats- og regeringschefer på Det Europæiske Råds møde den 18. juni, i stigende grad  udtrykt bekymring over udviklingen i Darfur og lagt pres på Sudans regering om at leve op til sine folkeretlige forpligtelser og sikre beskyttelse af egne statsborgere.

Danmark har i EU den 27. maj tilsluttet sig en bevilling på 10 mio. euro til humanitær bistand til Darfur, og den 9. juni en bevilling på 12 mio. euro, finansieret over EUs nyoprettede fredsfacilitet, til den Afrikanske Unions Darfur-mission.

FNs politiske rolle
Danmark støtter ligeledes FNs humanitære og politiske bestræbelse og har opfordret Sikkerhedsrådets medlemslande til at sætte Sudan på dagsordenen. Generalsekretær Kofi Annan, der gentagne gange har fordømt udviklingen, ventes at aflægge besøg i Darfur i denne uge. 2 højtstående FN missioner besøgte området i april for at undersøge overtrædelser af menneskerettigheder og international lov samt vurdere den humanitære situation.

Sikkerhedsrådet vedtog efterfølgende den 25. maj en formandserklæring, som kraftigt fordømmer den alvorlige humanitære situation i Darfur. Den 11. juni vedtog Sikkerhedsrådet i forbindelse med en delvis fredsaftale mellem regeringen og oprørsbevægelsen i det sydlige Sudan en resolution, hvori udviklingen i Darfur samtidig fordømmes. FNs Menneskerettighedskommission vedtog den 22. april på EUs initiativ en resolution om Sudan, herunder Darfur.

Kilde: www.um.dk