Danmarks første Fairtrade Gymnasium kåres tirsdag – det ligger i København

Redaktionen

Københavns åbne Gymnasium (KG) får tirsdag overrakt beviset som Fairtrade Gymnasium – og bliver dermed landets første af slagsen, skriver Fairtrade Max Havelaar i en pressemelding mandag.

Kl. 10 kan interesserede få en rundvisning på gymnasiets adresse, Sjælør Boulevard 133 i Valby, og se hvad det har gjort for at blive Fairtrade Gymnasium. Kl. 11 overrækkes diplomet af generalsekretær for Fairtrade Max Havelaar, Judith Kyst.

– På under 4 måneder er det lykkedes en gruppe meget aktive elever på KG at overbevise medstuderende og KGs ledelse om det fornuftige i at at blive Fairtrade Gymnasium. Det viser, at når unge har en platform til at handle, så sker der noget og de vil gerne være med til at tage et globalt ansvar – også for verdens fattigste, siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

5 krav skal opfyldes for at blive Fairtrade Gymnasium:

1) Mindst 3 fairtrade-produkter skal kunne købes på gymnasiet.
2) Kaffe, te og sukker, der serveres til møder på gymnasiet, skal være fairtrade.
3) Der skal holdes mindst 2 events årligt med fokus på fairtrade.
4) Skolens ledelse og elevrådet skal beslutte at arbejde for et stigende fairtrade-forbrug på skolen.
5) Der skal nedsættes en styregruppe med repræsentanter fra elevernes fairtrade-team, elevrådet, lærergruppen og ledelsen.

Judith Kyst:

– Det er utroligt positivt, at Fairtrade-tanken nu også er kommet til gymnasierne. Offentlige institutioner kan gennem deres store indkøb være med til for alvor at gøre en forskel for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere.

– Samtidig viser det, at de unge studerende er en generation af bevidste forbrugere, der tænker på etik og bæredygtighed. Det lover godt for fremtiden for Fairtrade, siger chefen for Fairtrade Max Havelaar.

En del af Mellemfolkeligt Samvirkes kampagne-arbejde er at få studerende på gymnasier og universiteter til at engagere sig i Fairtrade-teams. I løbet af året forventer Mellemfolkeligt Samvirke at flere uddannelsessteder bliver Fairtrade-godkendt.

– Fairtrade er et vigtigt projekt, fordi vi på den måde kan gøre noget godt for mennesker på den anden side af kloden. Mange har indset, at vi lever i en global verden, og at vi er nødt til at tænke globalt. Vores hjælp består af et par ekstra kroner hver, men når både elever og ansatte køber Fairtrade – er vi med til at gøre en forskel for mange fattige bønder, siger elevrådsformand på Københavns åbne gymnasium, Asmae Badr Ibrahim

Fairtrade Gymnasium-konceptet er blevet til i et samarbejde mellem Fairtrade Max Havelaar og Mellemfolkeligt Samvirke.