Næsten 50 millioner kr. blev Danmission samlede indtægter i 2011. Resultatet skyldes bl.a. personlige og kollektive gaver, skriver missionsorganisationen i en pressemeddelelse mandag.
Danmissions 90 genbrugsbutikker har igen forøget indtjeningen og nettooverskuddet endte i fjor på 15,8 mio. kr., hvilket er 1,4 mio. kr. mere end året før. Samtidig har arveindtægterne været højere end forventet – næsten 4, 8 mio. kr.
”Bestyrelsen er godt tilfreds med resultatet for 2011. Og særligt Danmission Genbrug har igen i år haft en flot fremgang. Der har også været en stigning i arveindtægter,” lød det fra bestyrelsesmedlem Eskil Simmelsgaard Dickmeiss, da regnskabet blev fremlagt og godkendt på weekendens repræsentantskabsmøde.
Indtægterne udgjorde i alt 49,8 mio. kr., mens de samlede udgifter var 48,9 mio. kr. – herunder to millioner, som er hensat til renovering af hovedsædet i Hellerup. Det giver et overskud på 656.531 kr.
Danmission er en selvstændig organisation forankret i folkekirken, hvis historie går tilbage til 1821. Der er i dag 55 ansatte og flere end 8.000 engagerede landet over.
Arbejdet i u-landene støttes af Danida, men drives også for privat indsamlede midler og overskud fra Danmissions genbrugsbutikker.