Dansk analyse af Afghanistans nye regering

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det danske udenrigsministerium har lagt sin analyse af Afghanistans nye regering ud på internettet. Her er den:

Sammendrag:

– Den nyvalgte præsident i Afghanistan, Hamid Karzai, udnævnte sin ny regering 24.12.04.
– Han har fraveget den hidtidige regeringsmodel med repræsentanter fra alle magtcentre i landet som ministre. Den gav stabilitet, men også manglende kompetence og vilje til at gennemføre vigtige reformer.
– De ny ministre er kompetente og reformorienterede. Etnisk balance er opnået. 3 kvinder er inkluderet mod tidligere én.
– Personer kendt for tilknytning til korruption, krigsforbrydelser og narkotika er ikke inkluderet. En enkelt tidligere krigsherre er udnævnt til energiminister, hvorfra hans evt. negative indflydelse vil være minimal.
– Nord-alliancens dominans er brudt. Den største befolkningsgruppe, pashtunerne har igen en afgørende placering og hovedparten af ministre fra andre etniske grupper er Karzai-støtter.
– Regeringssammensætningen er et modigt skridt i en positiv retning. Men ministrene vil blive bedømt på, om de formår at levere. Med over 50 pct. nye ministre skal de fleste først bevise deres værd i praksis.
– Ministre og regering har et udfordrende år foran sig. Den næste demokratiske milepæl, parlaments- og lokalvalg skal gennemføres, der skal sættes ind overfor opiumsproduktion. Befolkningen skal mærke, at regeringen søger at forbedre dens levevilkår, og den positive sikkerhedssituation fastholdes og udbygges.
– Den ny afghanske regering er budt velkommen som et klart fremskridt af USA og af EUs Særlige Repræsentant for Afghanistan, Vendrell.

Kommentarer til udvalgte enkeltministre:

– Den nuværende velanskrevne finansminister Ghani er udnævnt til rektor for Kabul Universitet, men erstattes af centralbankdirektøren, Ahadi, der også har donorernes tillid.
– Indenrigsminister Jalali fortsætter. Han har understøttet gennemførelsen af trepartsaftalen om tilbagetagelse af afviste asylansøgere fra Danmark.
– En person med tæt kontakt til Danmark og høj integritet, Qaderi, er udpeget som minister for et nyt antinarkotikaministerium.
– Forsvarsministerposten overtages af den hidtidige viceforsvarsminister, Wardak. Han har et godt renommé i NATO kredse.

——————————–
Afghanistan: Ny regering udnævnt

Afghanistans nyvalgte præsident Hamid Karzai tog 24.12.04 sin ny regering i ed. Det fulgte efter det vellykkede præsidentvalg 9.10.04, offentliggørelse 3.11.04 af valgresultatet med Karzai som vinder med 55 pct. af stemmerne og præsident Karzais indsættelse 7.12.04.

En kompetent, etnisk balanceret og ren regering med kun et uskadeligt lig i lasten
Regeringen har været værd at vente på. Den er som anbefalet af Danmark og EU præget af faglig kompetence og etnisk balance. EUs insisteren på, at præsidenten burde undgå personer, der er kendt for korruption, krigsforbrydelser og opiumsinvolvering, er også fulgt.

Der er dog en enkelt tidligere krigsherre i regeringen, men som energiminister, hvor hans muligheder for at forstyrre den positive politiske proces burde være minimale.

Flere kvinder og opfyldelse af krav til uddannelse og afghansk statsborgerskab

Der er 3 kvinder i den ny regering mod tidligere kun én, om end den ene af de tre er juniorminister i præsidentens kontor. Alle ministrene har noget der ligner en højere uddannelse, som forfatningen kræver. 7 ministre har måttet opgive dobbelt statsborgerskab for at opfylde forfatningens bestemmelse herom.

Den hidtidige samlingsregering var kørt fast – krav om klar reformkurs

Karzai har fraveget den hidtidige metode for regeringssammensætning, hvor alle magtcentre i landet skulle repræsenteres for at sikre stabiliteten i landet i perioden efter Talibans fald. I det sidste år har denne praksis været en hæmsko for reformer og effektivitet, idet inkompetente og ikke-omstillingsparate personer sad tungt på visse indflydelsesrige poster.

Samtidig tolkes Karzais klare sejr ved præsidentvalget og fiaskoen for de regionalt baserede partier som et folkekrav om en ny ren regering med fælles reformdagsorden.

I den nyudnævnte regering er over halvdelen ministre for første gang. Ministre fra Karzais egen gruppe, pashtunerne med 40 pct. af befolkningen, sidder på de tungeste ministerposter, herunder forsvars-, indenrigs- og finansministerierne. Repræsentanter fra andre etniske grupper i regeringen er hovedsagelig reformorienterede Karzai-støtter.

Integrere moderate og isolere militante talibanere

Hermed er den hidtidige uforholdsmæssig store indflydelse på landets ledelse fra den tajikdominerede Nordlige Alliance/Panshirgruppe brudt. Det vil bl.a. muliggøre, at Karzai med styrke kan fremme sin politik om at få tidligere talibanstøtter og personer på indflydelsesrige poster i talibanårene til at medvirke ved opbygning af et nyt Afghanistan, og dermed yderligere isolere og marginalisere de resterende militante Taliban-/Al Qaidagrupper.

Befolkningen træt af krigsherrer

Samtidig vil det givetvis blive brugt mod Karzai under parlamentsvalget, at han forbigår magteliten i visse etniske grupper. Befolkningens positive modtagelse af den ny regering og opslutning bag krav om en ren og effektiv regering under præsidentvalgkampen tyder dog på, at en sådan kampagne ikke vil have stor succes.

Et flertal af befolkningen synes at se demokratiet som et glimrende redskab til at komme af med den gruppe af mujahedinledere og krigsherrer, der trods hæder i kampen mod Sovjetinvasionen, kørte landet i sænk i indbyrdes magtkampe i
en periode præget af retsløshed og overgreb mod civilbefolkningen.

Anti-korruption

På et dansk spørgsmål til præsidenten om tiltag til at styrke anti-korruption, pegede Karzai på, at ministrene er pålagt at fremlægge deres personlige økonomiske forhold. Karzai vil yderligere holde ministrene ansvarlig for, at udnævnelser i deres ministerier sker på baggrund af den givne embedsmands kvalifikationer. Samtidig vil en anti-korruptionskommission under ledelse af en af præsidentens rådgivere styrkes.

Den etniske balance i de enkelte ministerier vil ifølge Karzai søges sikret ved, at viceministrene ikke kan være fra samme provins eller etniske gruppe som ministeren.

Massive udfordringer til den ny regering

Den ny regering vil have nok af udfordringer. Det gælder i første række parlaments- og lokalvalg medio 2005. Hertil kommer en særlig indsats overfor opiumsproduktion. Samtidig skal befolkningen mærke, at fredsdividenden udrulles med forbedret fysisk og social infrastruktur og øget beskæftigelse.

Endelig er en fastholdelse af den positive udvikling på sikkerhedsfronten en betingelse for, at den øvrige udvikling kan skride fremad som ønsket. Der er stadig militser, der skal demobiliseres, hær og politi, der skal opbygges og en kamp mod
Taliban og Al Qaida, der skal styrkes.

Kun resultater tæller

Der er ingen garanti for, at regeringen vil leve op til de positive forventninger, som dens sammensætning tilsiger. Den kan kun være sikker på udelukkende at blive bedømt på baggrund af sine konkrete gerninger og resultater.

De mange nye ministre uden anden magtbase end deres faglige kompetence skal vise deres værd i praksis. Præsident Karzai har efter eget udsagn understreget overfor ministrene, at de vil blive bedømt ubarmhjertigt på deres resultater, og at
fejl vil få konsekvenser.

Kommentarer til de ny ministre:

Finansministerposten i trygge hænder
Til finansministerposten er udpeget den hidtidige centralbankdirektør, Ahadi. Han nyder tillid blandt de vestlige lande. Han erstatter den højt respekterede Ashraf Ghani, der bliver rektor for Kabul Universitet.

Ghani vil dog indgå en særlig økonomisk arbejdsgruppe i præsidentens kontor. Dens opgave er at samordne den økonomisk-sociale planlægning, herunder udarbejdelse i 2005 af en samlet strategi til reduktion af fattigdom og øget vækst (I-PRSP).

Indenrigs- og udenrigsministre fortsætter udmærket indsats
Den nuværende indenrigsminister Jalali fortsætter i sit embede. Han har et godt omdømme lokalt og internationalt. Han har understøttet den aktuelle fremdrift i gennemførelsen af trepartsaftalen om tilbagetagelse af afviste asylansøgere fra Danmark. Han samarbejder godt med Tyskland, der fra donorside er ansvarlig for polititræning.

Den hidtidige udenrigsminister Abdullah fortsætter. Adbullah er tajik fra Nord-alliancen. I EU kredsen er der enighed om, at han har gjort en udmærket indsats.
Anti-narkotikaminister har høj integritet og tætte kontakter til Danmark
Til det vigtige nye anti-narkotikaministerium er udnævnt H. Qaderi. Han har indtil nu været chefrådgiver i flygtningeministeriet.

Betryggende valg af forsvarsminister
Vice-forsvarsminister Wardak rykker op som forsvarsminister. Han er velanskrevet i NATO-kredse. Den hidtidige forsvarsminister, vice-præsident og krigsherre Fahim bliver degraderet til en post som rådgiver for præsidenten i sikkerhedsspørgsmål.

Den uheldige – krigsherre i teknisk ministerium
Den eneste uheldige undtagelse blandt ministrene er den tidligere krigsherre og i september 04 afsatte enerådige guvernør for Herat provinsen Ismael Khan. Han bliver energiminister og ikke indenrigs- eller forsvarsminister, som han selv havde ønsket.

Samtidig er han fjernet fra sin magtbase i Herat. Han skulle således have vanskeligt ved igen at gribe forstyrrende ind i den ellers positive politiske proces i landet.

Ukendte nye ansigter beklæder undervisnings- og flygtningeministerposterne
De for Danmark vigtige undervisnings- og flygtningeministerposter er nybesatte. De ny ministre forekommer umiddelbart kompetente, men Danmark/EU har ingen konkrete samarbejdserfaringer med de 2. Udskiftningerne som sådan hilses velkomne fra dansk side.

Den ny undervisningsminister Qarqeen fra det turkmenske mindretal er jurist og tidligere social- og arbejdsminister, men trak sig herfra i september 2004 for at lede Karzais valgkampagne.

Flygtningeminister Dadfar fra det usbekiske mindretal støttede også aktivt Karzai under præsidentvalgkampen. Han er læge og har bl.a. arbejdet og studeret i Tyskland.

De 3 kvindelige ministre – ikke tunge poster, men betydelig symbolik
I den tidligere regering var der kun én kvinde. I den nye regering er der 3, herunder
Karzais modkandidat fra præsidentvalget (med én pct. af stemmerne) Masooda Jalal. Hun er minister for ’kvindelige anliggender’. Det ministerium trænger afgjort til en stærk personlighed som Jalal for at få større gennemslagskraft.

De 2 øvrige kvinder er henholdsvis minister for “martyrer og handicappede” og juniorminister for “ungdom og sport”. Det er ikke højt rangerende
ministerposter, men symbolikken i deres udnævnelse er stærk kun 3 år efter Talibans totale kvindeformørkelse.

General Dostum ude – men Karzais skarpeste konkurrent måske inde som partileder

Uzbek-general og tidligere skånselsløs krigsherre Dostum fik ca. 10 pct. af stemmerne ved præsidentvalget. Han er trods ihærdig lobbyvirksomhed ikke blevet minister. Det samme gælder den tidligere undervisningsminister og Karzais nærmeste konkurrent til præsidentposten med 17 pct. af stemmerne, den karismatiske tajik Qanooni. Hvis han ønsker, har han dog klart en politisk karriere foran sig i parlamenter, der skal vælges i 2005.

På et spørgsmål til Karzai fra dansk side om præsidenten selv ønsker at fremme et parti eller bevægelse svarede han benægtende. Han henviste til, at netop en person som Qanooni kunne være ideel som leder af et nyt landsdækkende parti.

Det ville passe godt i en uforudsigelig afghansk politik med lynhurtige allianceskift, hvis præsidentens modkandidat ender med at være i ledelsen for et støtteparti for præsidenten. Alternativt vil posten som oppositionsleder være en
udmærket platform for, at Qanoni igen kandiderer ved næste præsidentvalg.

USA og EUs Særlige Repræsentant, EUSR Vendrell byder regering velkommen

Den amerikanske ambassade i Kabul har i en udtalelse af 25.12.04 budt den ny afghanske regering velkommen som et klart fremskridt i landets demokratiske udvikling. EUSR for Afghanistan Vendrell finder, at den ny regering er ren og reformorienteret og repræsenterer et brud med krigsherrernes politiske indflydelse. Vendrell vurderer, at regeringen vil blive modtaget med tilfredshed af flertallet af afghanere.

Ministerliste

Den officielle ministerliste indeholder 27 ministre, herunder én national sikkerhedsrådgiver med ministerrang (Z. Rasool). Listen mangler dog den tredje kvindelige minister for ungdom og sport i præsidentens kontor.

Kilde: www.um.dk