Den danske billedkunstner Flemming Vincent har sammen med kunstnere fra rige og fattige lande været med til at give FNs mål om at udrydde sult og fattigdom inden år 2015 farver og former i den honduranske hovedstad Tegucigalpa – et kæmpe murmaleri, der fortæller om Moder Jord, skriver journalist Linda Nordahl Jakobsen i Folkekirkens Nødhjælp fredag.
Murmaleriet, som pryder det offentlige hospital i Tegucigalpa, Hospital Escuela, er Flemming Vincents bidrag til projektet “Arte para Todos – Kunst til alle,” som FNs Volontørprogram har sat i gang i samarbejde med private virksomheder, hjælpeorganisationer, kunstnere og Tegucigalpas kommune.
Folkekirkens Nødhjælp har bidraget til projektet med at støtte Flemming Vincents rejse til Honduras i Mellemamerika.
Formålet med “Arte para Todos” projektet er at gøre honduranerne opmærksomme på de i alt 8 årtusindemål, som 191 landes ledere vedtog på FN-topmødet i år 2000. Årtusindemålene drejer sig først og fremmest om at udrydde ekstrem sult og fattigdom.
– Ideen med skibet “Gaia – Madre Tierra” er at fortælle, at vi alle er mennesker på den samme jordklode – uanset om vi er røde, hvide eller gule – og at vi skal betragte jordkloden, som et skib, der sejler i verdensrummet. Når det er vores fælles skib, så er det jo hul i hovedet, at ødelægge sejlene eller skyde hul i båden. Vi skal være fælles om at passe på skibet, ellers sejler vi ad helvede til, siger Flemming Vincent.
De omkring 50 kunstnere, der kom fra 24 lande, fik i Tegucigalpa stillet materialer og mure, offentlige pladser eller gavle til rådighed – så var det op til dem at fortolke og omsætte FNs årtusindemål til kreativ udendørs kunst i form af mur- og gavlmalerier og skulpturer lavet i alt fra træ, marmor til metal og sten.
– Som kunstner er det en fantastisk oplevelse på denne måde at gøre opmærksom på, at vi er nødt til at stå sammen for at få verden til at fungere, at det er vores fælles jordklode, siger Flemming Vincent.
Mens Flemming Vincent har lavet sit murmaleri med skibet “Gaia – Madre Tierra”, der sejler ud i fjernhedens magiske blå farve, har eksempelvis
– den costaricanske maler Francisco Munguías fabuleret over gravide kvinder i sine murmalerier i Villa Olímpica,
– den irske skulptør Lauri Dizengremel har ud af 200 cementblokke, der er fyldt med bare børnefødder skabt en stor blomst, der skal pryde bjergsiden ved El Picacho i den nordvestlige del af Tegucigalpa, og
– det franske kunstnerægtepar Francine og Jean Louis Toulemonde, har skabt mennesker som metalfigurer med titlen “Viva la vida – leve livet.”