Uffe Ellemann Jensen og Anne Birgitte Lundholt er udnævnt til at hjælpe dansk eksport og investeringsfremme i forhold til Indien og de såkaldte anden bølge vækstlande. De to følger efter udnævnelserne i maj af eksportambassadører for Brasilien, Rusland og Kina.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) udnævnte tirsdag de to sidste af i alt fem eksportambassadører, der skal styrke dansk eksport- og investeringsfremme på de fremadstormende vækstmarkeder.
Tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V) skal være døråbner for det indiske marked, mens tidl. industri- og energiminister Anne Birgitte Lundholt (K) skal hjælpe de danske eksportører ind på anden bølge vækstlande (f.eks. Tyrkiet, Sydkorea og Vietnam), dvs nationer som ligger i slipstrømmen lige efter de store.
I sidste måned blev Ritt Bjerregaard (S) udnævnt til eksportambassadør for Kina, Mariann Fischer Boel (V) for Rusland og Henning Dyremose (K) for Brasilien.
Dermed er der nu ambassadører for hvert af de fire BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) samt en ambassadør for anden bølge vækstlandene.
Der er et enormt potentiale for dansk eksport til vækstmarkederne. Det forventes, at danske virksomheder kan nå en eksport til disse markeder frem mod 2015, der er på størrelse med potentialet for vore største nærmarkeder.
De fem nye eksportambassadører skal være spydspids for en offensiv og fokuseret dansk eksportindsats. Desuden vil de få en vigtig rolle i tiltrækningen af udenlandske investeringer. Udenrigsminister Lene Espersen siger:
”Eksportambassadørerne skal fungere som rejsende ”døråbnere” i vækstlandene. De skal fungere som delegationsledere for fælles eksportfremstød til BRIK-landene i tæt samarbejde med Eksportrådet i København og ambassaderne i vækstlandene. Samtidig skal de åbne døren for udenlandske investeringer og sikre skræddersyede løsninger til udenlandske investorer.”
Udnævnelserne kommer som led i Aftalen om Danmark som Vækstnation, der blev indgået i forrige måned.
Læs også Knud Vilbys blog på
http://www.u-landsnyt.dk/blog/26/hvor-mange-politiske-ambassadorer-skal-vi-have