Dansk elektronikaffald sendes ulovligt til Afrika

Redaktionen

Flere danske elektronikfirmaer omgår en afgift på skrotning af ubrugelig elektronik i Danmark ved at sende skrottet ulovligt til Afrika. Samtidig omgår de den danske miljølovgivning på området, skriver Helsingør Dagblad.

Ifølge ugebladet Ingeniøren erkender Tina Olsen, der er direktør for 7 butikker i Punkt 1 kæden i Nordsjælland, at de ikke sender elektronikaffaldet til en dansk genbrugsstation, fordi de skal betale for det.

I stedet bliver bl.a. Nordafrika brugt som afsætningskanal. Det er særligt fjernsyn, køleskabe og computere, der er de store syndere. Computere indeholder tungmetaller som bly, kviksølv, cadmium og miljøgiften pcb.

De afrikanske lande, der typisk er modtagere af det danske elektronikskrot, har ikke på samme måde som Danmark kontrol med, at skrottet bliver afmonteret og behandlet på miljørigtig vis.

OECD-lande må ikke eksportere skrot til ikke-OECD-lande. Da Danmark er et OECD-land og eksempelvis Libanon, Elfenbenskysten, Ghana og Uganda ikke er det, er trafikken ulovlig.