Udenrigsministeriet har den 19. december indgået aftale om energisamarbejde med 14 udviklingslande, der ligger som små ø-stater spredt rundt i det sydlige Stillehav.
Projektet er et konkret dansk bidrag til EUs energiinitiativ, der blev lanceret af statsminister Anders Fogh Rasmussen under Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg 2002. Aftalen indgås efter tiltrædelse 10. december af en bevilling på 11 mio. kr. til projektet, oplyser udenrigsministeriet fredag på sin hjemmeside um.dk
De små ø-stater i Stillehavet hører til blandt de økonomisk og miljømæssigt set mest sårbare lande i verden. Konkrete energiproblemer i landene og sammenhængen mellem energiforbrug og globale klimaændringer har motiveret ø-staterne til en aktiv indsats for bæredygtig energi.
De hidtidige bestræbelser på at etablere samlede nationale energipolitikker har imidlertid været spredte og ikke været kombineret med konkrete handlings- og investeringsplaner. Samarbejdet med Danmark sigter mod at skabe disse rammer og dermed stimulere investeringer indenfor energibesparelser, vedvarende energi m.v.
Adgang til bæredygtig energi er en vigtig faktor for den fremtidige udvikling blandt Stillehavets ø-stater. Landene råder ikke over egne olieressourcer og olieforbruget dækkes for 80 procents vedkommende af dyr importeret olie.
Flertallet af befolkningen har ikke adgang til elektricitet og produktionsomkostninger for elektricitet er gennemsnitligt 3-4 gange højere, og i nogle tilfælde op til 20 gange højere, end i Danmark.
Samtidig råder landene over et stort uudnyttet potentiale for bedre energieffektivitet, vedvarende energi m.v.
Det 3-årige danske samarbejde med ø-staterne sigter mod at:
1. identificere og prioritere behov og mulige elementer til energipolitik og –planlægning,
2. udvikle en national energipolitik og godkendelse heraf på regeringsniveau,
3. indarbejde konkrete nationale handlingsplaner til gennemførelse af denne energipolitik i de nationale budgetter,
4. udvikle konkrete politiske og økonomiske tiltag (lovgivning, støtteordninger m.v.) til gennemførelse af handlingsplanerne og godkendelse heraf på nationalt plan,
5. skabe øget forståelse for energiens centrale rolle for bæredygtig udvikling på regionalt og nationalt niveau,
6. identificere økonomisk sunde, socialt ansvarlige og miljørigtige energiinvesteringer.
Samarbejdet omfatter 14 udviklingslande, der ligger spredt rundt i det sydlige Stillehav. Det drejer sig om
Cook Øerne, Fiji, Føderationen af Mikronesiske Stater, Kiribati, Marshall Øerne, Nauru, Niue, Palau, Papua New Guinea, Samoa, Salomon Øerne, Tonga, Tuvalu og Vanuatu.
Projektet administreres af FNs Udviklingsprogram, UNDP, og gennemføres inden for rammerne af EUs energiinitiativ. Som en del af samarbejdet planlægger EU-kommissionen at støtte et parallelt projekt, der skal forbedre energieffektiviteten hos ø-staternes elværker.
Yderligere oplysninger hos: Frode Neergaard, Udenrigsministeriet, tlf. 33920778
Flere oplysninger om EUs energiinitiativ på www.euei.org