Dansk Flygtningehjælp: Flygtningekrisen i Sri Lanka forværres

Redaktionen

KØBENHAVN, 14. Maj 2009: Flygtningekrisen i Sri Lanka forværres dag for dag.

De flygtninge, der er kommet ud af krigszonen, er underernærede, udmattede, traumatiserede, og mange er blevet adskilt fra deres familie, oplyser Dansk Flygtningehjælp, der hjælper både med de akutte behov, og sikrer bedre forhold for flygtningene.

Op mod 200.000 flygtninge er ind til videre kommet væk fra krigen mellem den Srilankanske hær og oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE). Mellem 50 og 100.000 civile menes stadigvæk at være fanget i krigszonen.

– Vi er meget bekymrede for de mennesker, der stadigvæk er i krigszonen. Men også de flygtninge, der er kommet ud, har så store behov for både mad, vand og beskyttelse, at der er grund til bekymring, kommenterer Elisabeth Cossor, der er Protektion Programme Manager for Dansk Flygtningehjælp i Sri Lanka på Flygtningehjælpens hjemmeside..

Dansk Flygtningehjælp fortsætter med bl.a. at uddele færdiglavet mad samt ekstra nærende rationer til de af flygtningene, der er underernærede efter at have opholdt sig i krigszonen uden adgang til nok mad og vand i månedsvis.

Udover uddeling af f.eks. mad, vand, telte, tæpper og alt det andet, flygtningene har akut brug for, arbejder Dansk Flygtningehjælp for at forbedre flygtningenes forhold, mens de er i lejrene.

– Flygtningene er blevet sat på busser og kørt til den af lejrene, der lige havde plads, den dag de kom. I processen er de fleste blevet skilt fra deres familier, men de må ikke forlade lejrene, så de kan blive genforenet med forældre, børn, ægtefæller og andre familiemedlemmer, fortæller Elisabeth Cossor.

Adskillelsen går bl.a. hårdt ud over børn, der nu er i lejre uden deres forældre, og handicappede og sårede, der ikke har mulighed for at få hjælp, fordi deres familiemedlemmer er spredt til andre lejre.

Dansk Flygtningehjælp registrerer de særligt sårbare – de uledsagede børn, de handicappede og enlige ældre.

Dansk Flygtningehjælp arbejder både for at skaffe flygtningene adgang til at forlade lejrene, og for at øge deres mulighed for at blive genforenet med familien i andre lejre, eller hvis muligt helt uden for lejrene, hedder det i artiklen på www.flygtning.dk