2015 var et år for rekorder på flygtningeområdet. Med det største flygtningetal på verdensplan siden Anden Verdenskrig var der meget at se til for Dansk Flygtningehjælp. Det har resulteret i den største omsætning i organisationens 60-årige historie, fremgår det af en pressemeddelelse.
“Det er sket på en trist baggrund. Der er over 60 millioner flygtninge og fordrevne på verdensplan og langt de fleste befinder sig i nogle af verdens fattigste lande, hvor der er et enormt behov for hjælp”, siger generalsekretær Andreas Kamm og fortsætter:
“Det er her, vi udfører størstedelen af vores arbejde og på trods af, at vi har haft en rekordomsætning, så er der desværre brug for meget mere støtte”.
Hjælper 2,5 millioner
Regnskabet for 2015 er offentliggjort i årsrapporten for 2015. Langt størstedelen af omsætningen bliver brugt på nødhjælp og langsigtede løsninger ude i verden, hvor Flygtningehjælpen udfører omkring 80 procent af sit arbejde.
I dag arbejder man i omkring 40 lande og hjælper over 2,5 millioner flygtninge årligt.
Flere gange i løbet af 2015 har FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR, anmodet Dansk Flygtningehjælp om at træde til med hjælp i pludseligt opståede nødsituationer.
Det skete bl.a. i forlængelse af den politiske krise i Burundi i foråret 2015, hvor over 200.000 måtte flygte ud af det lille land i Centralafrika. I Tanzania åbnede Dansk Flygtningehjælp hurtigt tre flygtningelejre til burundierne.
Stolt af FNs tillid
“Vi er meget stolte af, at være en af FNs foretrukne partnere på flygtningeområdet og arbejder dagligt på at hjælpe flest muligt. Der er desværre brug for det som aldrig før”, anfører Andreas Kamm.
Særligt den syriske flygtningekrise har været på dagsordenen sidste år. Flygtningehjælpen er den største, internationale organisation, der arbejder i selve Syrien og har derudover store operationer med flygtninge i Jordan, Irak, Tyrkiet og Libanon, hvor langt de fleste syriske flygtninge befinder sig.
Men også åbning af nye og udvidelse af eksisterende indsatser i Europa har fyldt meget det seneste år.
Mange frivillige ønsker at hjælpe
Andreas Kamm uddyber:
“Vi har haft ekstraordinært travlt i alle dele af organisationen i år. Det er lige fra arbejdet med flygtninge i de krigs- og konfliktramte områder til arbejdet med asylansøgere og flygtninge i Danmark”.
“Et positivt lyspunkt i 2015 har været, at vi aldrig før i Danmark har set så mange frivillige, der ønsker at hjælpe nye medborgere til rette i det danske samfund. Desværre har der heller aldrig været så meget brug for det, siger Andreas Kamm.
I Danmark løser Dansk Flygtningehjælp en lang række opgaver blandt andet med uvildig, juridisk rådgivning af asylansøgere og rådgivning omkring repatriering.
Organisationen udfører integrationsopgaver for mange danske kommuner og har omkring 7.500 frivillige, som landet over arbejder for at gøre det nemmere for nye medborgere at finde til rette i det danske samfund.
Man kan læse hele Dansk Flygtningehjælps årsrapport her: https://flygtning.dk/media/2474699/dfh_annual_dk_2015_web_210416.pdf
Yderligere oplysninger hos:
Presserådgiver Sara Schlüter på [email protected] eller 26 11 13 36