Dansk Folkeparti raser over lille nøk opad i u-landsmidlerne i 2009

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

VK-regeringens planer om et lille nøk opad i u-landsbistanden i 2009 skal tages af bordet, kræver Dansk Folkeparti ifølge Berlingske Tidende tirsdag.

– Det har vi måttet høre om i pressen, selv om regeringen udmærket ved, at en stigning i udviklingsbistanden er uacceptabel for os, siger partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, til avisen.

Dansk Folkeparti vil samtidig foreslå, at regeringens såkaldte Arabiske Initiativ, der skal fremme demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten, bliver skrottet og de 100 mio. kr. til initiativet i stedet bruges til at skabe større forståelse for demokrati i ghettoerne herhjemme, oplyser Søren Espersen til Berlingske.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortalte i forrige uge under et besøg i Mozambique, at u-landsbistanden vil blive hævet “et lile nøk” næste år fra 0,81 til 0,82 procent af bruttonationalindkomsten (BNI).

Ifølge regeringens finanslovforslag, der offentliggøres tirsdag, vil bistanden blive sat op med 400 mio. kr. i faste priser.

I en stort opsat artikel i Morgenvisen Jyllands-Posten mandag lancerede udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) ikke stigningen som et “lille nøk”, men som “det højeste beløb, Danmark nogen sinde har afsat til at hjælpe verdens fattigste lande”.

Det harmonerer ikke ganske med, at VK-regeringen, siden den kom til i november 2001, har foretaget besparelser på udviklingsbistanden, der samlet set løber op i et 2-cifret milliardbeløb – ikke mindst på foranledning af Dansk Folkeparti.

Alle partier til venstre for regeringen – fra Ny Alliance til Enhedslisten – ønsker i sjælden samdrægtighed bistanden sat op til 1 procent af BNI igen, som var niveauet under den forrige SR-regering.

Dertil kom en særlig miljø- og fredsramme under SR, som blev lagt oveni u-landsmidlerne. Denne ramme afskaffede VK-regeringen umiddelbart efter sin tiltræden.

Såfremt VK – eller senere regeringer – fortsætter den nu angivne lave stigningstakt i u-landsmidlerne, vil Danmark nå den berømte ene procent igen om 18 år – altså i 2026.

Læs også telegrammet www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15231&mode=Nyhed