KOMMENTAR
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) bør “afrikanisere” U-landsstyrelsen, den forsamling på 9 personer, som rådgiver hende om udviklingsbistanden.
Det skriver seniorforsker Lars Engberg-Pedersen bl.a. onsdag i et indlæg i dagbladet Information.
Han anfører, at ministeren bør “udpege højt respekterede og uafhængige individer fra forskellige af Danidas programsamarbejdslande og lade dem rådgive hende… De kunne give et anderledes direkte indspil fra de samfund, hvis ønsker og behov pengene gerne skulle støtte”.
Og så ser han gerne offentlige møder i styrelsen, der i dag er et ualmindeligt tillukket foretagende.
Vi bringer her hele indlægget, som er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren:
Af Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
I en artikel i Information d. 30. maj kritiseres Danidas styrelse (U-landsstyrelsen, red.) af nogle for hemmelighedskræmmeri og af andre for at være overflødig.
Styrelsens historie går tilbage til dansk udviklingsbistands barndom i begyndelsen af 1960erne og har dybe rødder i den danske tradition for “blandingsadministration” – at interesseorganisationer inden for et sagsområde har stor indflydelse på de politiske beslutningsprocesser på området.
Styrelsen har til opgave at rådgive udviklingsministeren om alle større aktiviteter, og dens medlemmer er individuelt udpegede, men repræsenterer i høj grad bestemte erhvervs- og interesseorganisationer.
Informations artikel har grund til at være kritisk over for styrelsen. Det er i sig selv betænkeligt at et udvalg, der diskuterer anvendelsen af offentlige midler, ikke opererer med offentligt tilgængelige dagsordner, referater og dokumenter, når udvalgets medlemmer kommer fra private organisationer med interesser i bistandsmidlernes fordeling.
Det er ydermere katastrofalt, fordi et af de helt store problemer for dansk bistand er, at den ikke er genstand for offentlig debat. Erhvervsorganisationer, private foreninger, eksperter og ikke mindst Udenrigsministeriet og dets skiftende udviklingsministre har gjort deres for at begrænse den offentlige debat af bistanden.
Det er selvsagt lettere at styre midlerne, hvis der ikke er for megen offentlig indblanding, og så har alle de involverede ment, at udviklingsbistand er så kompliceret en sag, at den kun angår specialisterne.
Problemet ved dette er ikke bare, at offentligheden ikke har en jordisk chance for at følge med i, hvorfor bistanden bruges, som den gør. Det er også, at debatten i osteklokken er udeblevet.
Der er simpelt hen meget få uenigheder, der kommer op til overfladen, og praktisk talt ingen, der bliver genstand for seriøs debat. På den måde har nytænkning meget svære vilkår.
Når diskussionerne i Danidas styrelse holdes ude af offentligheden, bidrager det således til den mangel på fornyelse og udvikling, som dansk udviklingsbistand de senere år har lidt af.
En anden grund til at være kritisk over for styrelsen er dens sammensætning. Et stort problem med dansk udviklingsbistand er, at den forfølger alle mulige forskellige mål, og dermed forsvinder den overordnede målsætning om fattigdomsbekæmpelse ofte ud af syne.
En væsentlig årsag til dette er at interessegrupper og politikere i Danmark rider deres kæpheste med bistandsmidler.
De bruger bistanden til at promovere deres egne interesser og “værdier”, og det er så langt fra altid gavnligt for udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Og det er sjældent at en udviklingsminister kan eller vil holde alle disse særinteresser stangen og blot fokusere på det, der udviklingsfagligt er forsvarligt.
Styrelsens medlemmer er utvivlsomt besjælet af de bedste viljer, men når ingen kan holde dem ansvarlige for det, de siger og mener, er det nærliggende at tro at de også trækker bistanden i alle mulige retninger.
Hvis bistanden skal have et klart fokus på fattigdomsbekæmpelse, er det som at sætte ræven til at røgte får, når styrelsen består af medlemmer fra erhvervs- og interesseorganisationer.
Er det rigtigt, når det hævdes, at udviklingsbistand er så kompliceret en affære at kun specialisterne kan forstå den? Ja, bistand og udvikling er kompliceret, men spørgsmålet er om specialisterne forstår, hvad der skal til.
En klar forskningsbaseret konklusion er, at der ikke findes én endegyldig opskrift på økonomisk vækst, velstand og udvikling – en opskrift, der virker alle vegne og til alle tider. Alle samfund må nødvendigvis selv finde ud af, hvad der virker for dem.
Derfor burde vi “afrikanisere” Danidas styrelse. Udviklingsministeren burde udpege højt respekterede og uafhængige individer fra forskellige af Danidas programsamarbejdslande og lade dem rådgive hende om brugen af de danske midler. De kunne give et anderledes direkte indspil fra de samfund, hvis ønsker og behov pengene gerne skulle støtte.
Styrelsens møder skulle være offentligt tilgængelige, og danske interesseorganisationer og eksperter kunne så rase og rose, og ministeren kunne lade sig påvirke passende af alt dette.
Se, det ville være dristigt og fremadskuende, og det ville frem for alt sikre, at det ikke kun er danske interesser og kartofler, der hyppes med udviklingsbistanden, slutter Lars Engberg-Pedersen.
Indlægget stod i dagbladet Information onsdag den 17. juni 2009.
