Danida har afsat 3 mio. kr. til internationalt Røde Korses appel (ICRC) til støtte for civilbefolkningen i Libanon, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V):
– Det er vigtigt, at vi også i denne situation husker den lokale befolkning, som må blive tilbage. Det internationale samfund må være parat til at yde den nødvendige og hurtige humanitære bistand for at undgå, at den humanitære situation kommer helt ud af kontrol. Danmark yder derfor allerede nu et første bidrag. Vi afventer appellen fra FN, der forventes på mandag, for at se på behovene for yderligere støtte.
De 3 mio. kr. går via Dansk Røde Kors til ICRCs arbejde. ICRC arbejder tæt sammen med Det libanesiske Røde Kors, der har flere end 2.400 frivillige og 200 ambulancer samt operationsklinikker rundt om i Libanon.
Dansk Røde Kors har allerede givet ca. 1 mio. kr. til støtte for ofrene i Libanon. Heraf er de 750.000 kr. fra en stående bevilling fra Danida. Derudover har Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling trukket 200.000 kr. på deres katastrofeberedskab, som finansieres af Danida.
EU Kommissionen har i første omgang afsat 10 mio. EURO, ca. 75 mio. kr. til den humanitære krise. Læs mere herom på http://ec.europa.eu/echo/
Danmark medfinansierer FNs nye katastrofefond, hvor FN i krisesituationer kan trække op til 30 mio. US dollars pr. krisesituation. Danmark indbetalte i foråret 50 mio. kr. hertil.
Læs mere herom på CERF
http://ochaonline.un.org/webpage.asp?Page=2101
Mere end en halv million libanesere skønnes drevet på flugt på grund af konflikten med Israel. Tallet frygtes at stige de kommende dage, hvis ikke de militære operationer indstilles.
Mange har forladt deres hjem. Mangel på mad, vand og andre fornødenheder gør situationen mere og mere vanskelig, hedder det.