Af Lars Jørgensen
gengivet fra nyhedsbrev, udsendt af Folkekirkens Nødhjælp
Den 15. maj er der parlamentsvalg over hele Etiopien, hvor landets nuværende regering ventes at vinde. Men som noget nyt er der givet plads til oppositionen. I det mindste i hovedstaden Addis Ababa
Der sker noget helt usædvanligt i Addis Ababa. I weekenden den 7.-8. maj var der 2 politiske demonstrationer på Meskel-pladsen midt i byen, forud for parlamentsvalget. Om lørdagen mødte 1,2 millioner mennesker op for at støtte den siddende regering. Og om søndagen stimlede mindst 2 millioner sammen for at bakke op om oppositionspartierne.
Begge demonstrationer forløb fredeligt. En tilskuer fortæller, at til oppositionens demonstration var der en mand, som mødte op med en af regeringspartiernes plakater. En politimand bad ham venligt men bestemt om at gå hjem igen: det var ikke hans partis dag. Ingen gjorde ham fortræd.
Første frie demonstrationer
I en afrikansk sammenhæng er det usædvanligt at se politiske demonstrationer gå så fredeligt for sig. I Etiopien er det simpelt hen fantastisk. Det er første gang i Etiopiens korte historie som demokrati, at folket frit kan gå på gaden og demonstrere for deres udvalgte kandidater, uden risiko for overgreb fra politi eller overfaldsmænd.
Selve valgprocessen finder sted i en uvant demokratisk ånd. Regeringen og oppositionen har sammen nedsat en kommission, der skal lytte til klager over valget. Foreløbig har den afvist de klager, den er blevet forelagt, om forfølgelse af oppositionspolitikere, chikane, endog mord. Men selve det, at der er en sådan mekanisme, er nyt.
Også Etiopiens statskontrollerede medier har afsat tid til oppositionspartierne, og der har været debat om de vigtigste politiske emner. Det er altafgørende vigtigt for den politiske proces i et land, hvor kun omkring 30 procent kan læse, og aviser derfor har meget lidt betydning, i hvert fald uden for byerne.
Fakta om valget:
Omkring 25 millioner etiopere kan stemme ved valget Pinsesøndag den 15. maj. EU sender 150 valgobservatører. I marts blev 6 amerikanske valgobservatører udvist fra Etiopien med den begrundelse, at de arbejdede illegalt og “ikke var inviterede”.
Etiopien holdt sit første demokratiske parlamentsvalg i 1995, hvor den nuværende premierminister, Meles Zenawi blev valgt. Han blev genvalgt i 2000 og opstiller nu igen. Ved valget vælger etioperne de nye parlamentsmedlemmer, der derefter vælger premierministeren.
Fast greb om magten
I de sidste 14 år har partiet EPRDF haft et fast greb om magten i Etiopien. Det vandt først sin position i 1991 efter års borgerkrig mod Mengistus kommunistiske styre, som regerede Etiopien efter at have afsat kejser Haile Selassie. Borgerkrigen, hvor begge parter brugte sulten som våben, kostede hundredetusinder af menneskeliv.
Efter sejren kom det til interne stridigheder mellem de sejrende, og EPRDF tog magten. Etiopien rummer utallige stammer og etniske grupperinger, og den nye regering havde sin støtte i de nordlige egne, især i delstaten Tigray. Andre befolknings-grupper, især den store gruppe af oromoer, har næsten ingen andel i landets styrelse, i hvert fald ikke udenfor deres egen delstat Oromiya, og her har der i mere end 10 år været væbnede sammenstød mellem regeringen og Oromo Liberation Front.
Det etiopiske demokrati har været præget af landets blodige historie og EPRDFs stædige fastholden af regeringsmagten på vegne af sine egne støtter i nord. Så meget desto mere forbløffende er det, at EPRDF nu ser ud til at have løsnet grebet en smule.
Men nok har oppositionen fået taletid i radio og på TV, men medierne ejes stadig af regeringen. Og nok er der lukket op for udenlandske valgobservatører – 319 observatører vil være på plads på søndag – til gengæld er der lukket for de fleste af de indenlandske.
Snedige begrundelser er fundet for at forhindre de ikke-statslige organisationer i at følge valget: står der måske noget i den-og-den organisations vedtægter om, at den skal observere valg? Nej vel, så det skal den lade være med – ellers ved man jo ikke, om den organisation kunne gå hen og blive forbudt for ikke at overholde sine egne vedtægter.
På samme måde skal alle journalister, som vil dække valget, godkendes af Informations-ministeriet – og ministeren tilhører naturligvis regeringspartiet.
Kontrol på landet
Der er også forskel på land og by. I Addis Ababa er der blevet demonstreret, men situationen er en ganske anden på landet. Her har regeringspartiets mere kontrol med situationen, og i de små landsbysamfund ved man naturligvis, hvem der stemmer rigtigt, og hvem der stemmer forkert. Og man ved, hvad man skal gøre ved det.
Omkring 30.000 valgsteder vil ikke være dækket af valgobservatører, og det ville nok være overdrevent optimistisk at tro, at alting her vil gå efter bogen.
Allerede længe før valget begyndte presset. Folkekirkens Nødhjælp støtter en organisation i det sydlige Etiopien, KMG, som arbejder for at få kvinder til at stille op til valget til de lokale kommunalråd, hvor så at sige ingen kvinder er repræsenteret. Nogle af kvinderne stillede op for “det forkerte parti” og blev hurtigt truet og skræmt til at trække sig igen.
Efter valget
Det er sandsynligt, at den siddende regering vinder valget igen. Men med hvor stort et flertal? Under alle omstændigheder ser det ud til, at Etiopien har taget endnu et skridt mod at blive et demokrati.
Det er ikke sådan, at oppositionen udgør et klart bedre alternativ til EPRDF. På trods af sine autoritære tendenser fører regeringen en fornuftig økonomisk politik, der sidste år førte til 11-12 procents økonomisk vækst – og i 2005 forventes omkring 10 procents vækst. Regeringen har også haft modet til endelig at søge en afslutning på den katastrofale krig med Eritrea.
Det vil vise sig efter valget, hvor forenet oppositionen er. Op til valget har partierne lagt deres uenigheder til side og er gået sammen i 2 store koalitioner. Den største af dem, CUD, som holdt det yderst talstærke valgmøde i søndags, betegner sig selv som en regnbuekoalition, hvis valgsprog er “Enighed, enhed og skønhed”.
Dens manifest er omtrent lige så blottet for politisk indhold; opgaven for Den etiopiske Regnbue er nu at stå frem som et alternativ til regeringen og ikke blotte sig ved at sige for meget. Hvis de skulle vinde valget, vil det vise sig, hvad de reelt står for.
Et demokrati står og falder med, at magthaverne er nødt til at risikere magten i en fri debat om holdninger. For Etiopiens regeringsparti er det nyt og uvant at skulle tolerere og samarbejde i parlamentet med oppositionspartier, hvis holdninger er anderledes end regeringens egne.
For ikke så længe siden fik parlamentsmedlemmerne en ordentlig omgang af parlamentsformanden, som fnøs, at parlamentet jo ikke var nogen diskussionsklub: dets opgave var at stemme for regeringens lovforslag – ikke al den snak! Næsten lige meget, hvordan Etiopiens kommende valg går, så er den tid forbi.
Lars Jørgensen er Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Addis Ababa og har opholdt sig i Etiopien i en årrække.
