Søndag rejste en af Skandinaviens mest kendte koreografer, Marie Brolin-Tani, til Mellemøsten for at forberede en stor danseforestilling sammen med unge dansere fra Libanon, Jordan, Syrien, Palæstina og Danmark.
Forestillingen støttes af Center for Kultur og Udvikling (CKU) og vil i løbet af foråret og sommeren kunne opleves både i Mellemøsten og i Danmark, skriver Det Arabiske Initiativ i sit seneste elektroniske nyhedsbrev mandag.
Af Camilla Wass
Med en sportstaske under den ene arm og en stak papirer under den anden flyver koreograf Marie Brolin-Tani ind af døren til CKU.
Hun er i gang med de sidste forberedelser inden turen går til Mellemøsten, og der er nok at tage fat på. I den kommende måned skal hun nemlig stå i spidsen for et samarbejde mellem unge dansere fra Jordan, Libanon, Palæstina, Syrien og Danmark.
Den 7. april mødes den nydannede trup i Beirut og skal over 3 intensive uger udvikle en forestilling, som skal opføres i både Mellemøsten og Danmark. Forestillingen hedder ’The 7th Wave’ – et udtryk, der stammer fra sejlsport.
– Den 7. bølge er den store bølge, man venter på, når man ikke har nogen vind. I overført betydning betyder det, at man ikke bare kan sætte sig ned og vente på, at der sker noget. Man er nødt til at hente kraft i sig selv og sammen med andre, forklarer Marie Brolin-Tani.
Hun er en af de mest erfarne koreografer på den skandinaviske dansescene og har 25 års professionelt virke bag sig, bl.a. som leder af Skånes Danseteater. Nu vender Marie Brolin-Tani blikket mod Mellemøsten og håber med ”The 7th Wave” at kunne skabe et inspirerende møderum med dansen som omdrejningspunkt.
– Jeg kan mærke, at folk er godt trætte af kun at tale om Muhammedtegninger, selvmordsbomber og terrorisme – de vil gerne mødes på et kunstnerisk plan. Det er det, som denne forestilling handler om for mig. Dansen som kunstform er uden sprog – og det giver en unik mulighed for at lære folk at kende, både som de mennesker de er – og ud fra den kunst de kan, anfører hun.
Rotter med til audition
I marts tog Marie Brolin-Tani på rundrejse til Syrien, Jordan, Libanon og Palæstina for at holde workshops for unge dansetalenter og udvælge 2 dansere fra hvert land, der skal være med til at udvikle og opføre ”The 7th Wave”.
Moderne dans er ikke en etableret kunstart i Mellemøsten, så den kendte koreografs workshops blev et tilløbsstykke, beretter hun:
– Moderne dansere i Mellemøsten skriger efter faglig kompetence – der er ingen, der lærer dem noget. Under mine workshops gjorde det stærkt indtryk på mig at se den store vilje, der var hos danserne. De kastede sig ud i alt, hvad jeg bad dem om og var klar til at yde deres yderste.
– Nogle har kun danset folkedans, mens andre var meget militante i deres udtryk. Men generelt er danserne meget musikalske og tør vise meget af deres personlighed, siger Marie Brolin-Tani.
Nogle steder blev hendes workshop holdt i fine lokaler med blanke gulve, mens andre steder så anderledes ud.
– I Syrien var partneren stået af, og jeg frygtede, at vi måtte aflyse workshoppen. Men så kom en gruppe unge initiativrige dansere på banen. De lejede en udendørs amfi-scene hvor jeg kunne holde workshop, siger hun og uddyber:
– Det var iskoldt, møgbeskidt og der stod 2 kæmpe rotter på lur blandt nullermændene. Jeg må sige, at jeg tøvede en lille smule med at skifte tøj. Men så kiggede jeg på de dansere, der var mødt op til workshoppen. Det var tydeligt, at de slet ikke var bevidste om, at forholdene var lidt usle – de stod bare dér med ansigterne fulde af forventninger. Det kunne jeg slet ikke stå for.
Kapacitetsopbygning af dansere
Forestillingen “The 7th Wave” indgår som en del af den regionale mellemøstlige dansefestival Masahat, der betyder “landskaber” på arabisk.
Masahat er et nyt netværk for moderne dans i Mellemøsten, som går ud på at skabe en solid regional platform for moderne dans, gennem kapacitetsopbygning af unge dansere og samarbejde på tværs af landegrænser.
Netværket støttes af Center for Kultur og Udvikling gennem det regionale kulturprogram for Mellemøsten.
Ideen med “The 7th Wave” er at give unge dansere chancen for at arbejde fuldtids med deres dans i en periode. Samtidig får de mulighed for at skabe ny kunstneriske kontakter – både lokalt og internationalt.
Bus fra flygtningelejre
I april og maj opføres “The 7th Wave” i både i Libanon, Jordan og Syrien – og på storskærm i Palæstina. En særlig prioritet for Masahat er at nå ud til de mennesker, som ikke går ind og ser danseforestillinger på eget initiativ. I Beirut vil der således blive arrangeret bustransport fra palæstinensiske flygtningelejre og ind til Marie Brolin-Tanis forestilling.
Hvad der helt præcist kommer til at foregå, når tæppet går for “The 7th Wave”, vil vise sig under de kommende tre ugers arbejde i Beirut. Med udgangspunkt i de 7 dødssynder skal den dansk-mellemøstlige dansetrup skabe deres helt egen forestilling.
– Det meste skal vi finde ud af sammen. F.eks. arbejder vi med at omsætte i dansen, hvad utroskab betyder i de forskellige kulturer – og vi får undervejs nogle rigtig spændende diskussioner om hinandens værdier. Men det fantastiske ved dans er, at vi ikke behøver at tale tingene i stykker, pointerer Marie Brolin-Tani.
Den danske komponist Henrik Munch er rejst med til Beirut. Han skal sammen med mellemøstlige kolleger skabe forestillingens musik, der vil fortolke bølgesymbolet i toner – og væve lokal, mellemøstlig musik sammen med skandinavisk musik.
Se også www.cku.dk