Det er anslået at hver tredje syriske flygtning i Jordan er torturoffer. Institute for Family Health og DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur tilbyder flygtningene rehabilitering og en hær af syriske frivillige er med til at løfte opgaven.
Af Janne Louise Andersen, Det Arabiske Initiativ
Da en rapport, som dokumenterede systematisk tortur, udsultning og henrettelse af fanger i syriske fængsler blev offentliggjort i januar, rystede grusomhederne af detaljerne verden.
Men for medarbejderne ved Institute for Family Health (IFH) i Amman og danske DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur, var rapporten blot yderligere dokumentation på de rædselshistorier, som de i mange år har lagt øre til i rehabiliteringsarbejdet af syriske flygtninge i Jordan.
Efter-uddannelse i tortur-rehabilitering
Dr. Aisha Masri, 30, kom til Jordan fra byen Aleppo i Syrien for halvandet år siden med en bachelorgrad i medicin og en mastergrad i odontologi.
Hun blev del af et DIGNITY-program, som tilbyder syriske flygtninge med sundhedsfaglig baggrund efteruddannelse i torturrehabilitering, så de kan hjælpe med at behandle deres landsmænd i og udenfor lejrene.
Masri, som i dag en af 15 sundhedsfaglige medarbejdere i IFH, har mødt mange ofre med posttraumatisk stresslidelse, som isolerer sig i hjemmet.
Hun fortæller, at en 60-årig mand, som havde siddet i fængsel i Syrien sammen med sin 24-årige søn, burede sig inde på sit værelse og nægtede at tale med nogen, efter han ankom til Jordan.
Masri lærte fra samtaler med familien, at manden var blevet tvunget af sikkerhedsstyrkerne til at voldtage sin søn under trussel om, at de ellers ville dræbe sønnen.
Masri tog hele familien under behandling, og i dag kan faren, som stadig er under terapi, socialisere igen. Hans søn er blevet gift og siger, at han har lagt fortiden bag sig.
Rehabilitering en familieindsats
Men det kan være svært at vinde tillid fra dem, som har mistet al tillid til omverden.
Masri fortæller, at hun fik en henvendelse fra en nabo, som fortalte, at hendes 27-årige syriske lejer nærmest aldrig forlod sit værelse. I tre måneder tog Masri på hyppige visits hos naboen, og tilbød at betale kvinden, for at give hendes lille søn ekstra matematiktimer.
De to udviklede et nært forhold, og en dag lukkede kvinden Masri ind på værelset, hvortil døren øjeblikkeligt blev låst.
Det viste sig, at kvinden i otte måneder var blevet holdt som sexslave af otte soldater fra en enhed i sikkerhedstyrkerne, berygtet for deres brutalitet.
Efter fem måneders behandling med Masri, arbejder kvinden nu som lærer i Amman og er blevet forlovet.
En anden af IFH’s sundhedsfaglige frivillige er Sana’ Farukh, 30, som kom til Jordan fra Dara’a i Syrien for et år siden, hvor hun har taget en mastergrad i lægelig supervision ved Amman Universitet.
Hun har lavet research blandt 100 mødre udsat for tortur, og har set, hvordan traumet ofte påvirker hele familien. Derfor involverer terapiforløbet hele familien, ikke kun ofret.
Så at dreng fik stukket øjnene ud
En af hendes patienter, en 49-årig kvinde, var blevet fængslet, fordi hun havde lavet mad til soldater fra Den Frie Syriske Hær.
I fængslet blev hun voldtaget af fængselspersonalet og penetreret med forskellige objekter, fik fingerneglene trukket af og hængt hende op med fødderne over ild. Hun overværede også selv tortur i fængslet, blandt andet en lille dreng, hvis øjne blev stukket ud.
Alle disse historier fortalte kvinden efter sin løsladelse og flugt til Jordan i detaljer til enhver, som hun kom i nærhed af, også i hjemmet.
Pludselig begyndte hendes 11-årige dreng spontant at tisse i bukserne og nægtede at tale og spise. Han ville heller ikke sove i samme rum som sin mor. Da Faroukh talte med ham, mente han ikke, han havde fortjent at leve.
Men efter seks måneder med individuelle sessioner fulgt af gruppeterapi, er moren nu stoppet med at offentliggøre sine erindringer, og har i stedet delt dem med en menneskerettighedsorganisation, og sønnen spiser atter og er vendt tilbage til skolen.
”Det handler mest om at løfte deres selvværd og løse konflikter i familien ved at arbejde med familien som enhed”, siger Areej Samreen, en 35-årig jordansk senior klinisk psykolog, som tager sig af de slemmeste torturtilfælde og folk med sindsforstyrrelser.
Derfor bliver ofrene også tilbudt social og juridisk rådgivning, fysioterapi og uddannelsesvejledning – en holistisk (helhedsorienteret) tilgang til traumepatienter, som er unik i Mellemøsten.
Syrere hjælper syrere
Læs resten af artiklen på Det Arabiske Initiativs websted.