Dansk krav: Verdens ledere skal holde deres løfter til klodens fattigste

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

”Når 2015-målene er nået, vil 500 millioner mennesker have bevæget sig ud af fattigdom. 250 millioner mennesker vil ikke længere gå sultne i seng. Og 30 millioner børn, som i dag ikke overlever deres første 5 leveår, vil kunne planlægge deres fremtid. Vi kræver af verdens ledere, at de opfylder deres løfter til verdens fattigste. Og til os… ”

Sådan sagde skuespilleren Peter Mygind, da han lørdag holdt tale til opbakning for 2015-målene på Rådhuspladsen i København. Her kunne københavnerne score et 2015-mål i en uretfærdig fodboldkamp, børn kunne tegne 2015-tegninger med bud på verdens udvikling og rigtig mange benyttede lejligheden til at skrive under på et brev til statsministeren for at vise deres opbakning til 2015-målene.

På samme tid blev der holdt tilsvarende arrangementer og taler i 10 andre byer i landet. 60 danske organisationer sætter i disse dage fokus på 2015-målene, der bl.a. siger, at alle børn skal gå i skole og verdens fattigdom skal være halveret inden 2015.

Formålet med kampagnen er at skabe folkelig viden og opbakning til 2015-målene. Kampagnen kører frem til 1. september i år. Mere viden om 2015-målene og opbakning til kampagnen: www.udrydfattigdom.nu

For flere oplysninger: Vibeke Vinther, informationschef Red Barnet: 2082 5588.
Billeder kan frit benyttes. Fotograf: Louise Dyring Nielsen.

Hele talen kan læses her:

Forhåbentlig vil vores børn en dag anklagende spørge os: Hvorfor skulle vi helt frem til 2015, før alle børn i verden kom i skole? Og hvorfor gjorde I dog ikke noget lang tid før for at halvere fattigdom og standse udbredelsen af hiv/aids?

De vil med rette kunne konstatere: I vidste jo godt, at 24.000 mennesker dagligt døde af sult i 2005. I vidste, at verden havde både penge og viden til at ændre det?

Forhåbentlig kan vi, når den dag kommer, når der står 2015 på kalenderen svare ”Ja, det var forfærdeligt. Men nu er det lykkedes. Alle børn i verden kommer i dag i skole. Vi har halveret fattigdommen. Og nu skal vi videre. Nu skal vi sætte os nye ambitiøse mål for verdens udvikling.”

Vi står her i dag, fordi vi vil en bedre verden. Vi ønsker, at ikke kun vi, verdens få privilligerede, får opfyldt retten til et godt liv med mad, drikke, skolegang, arbejde, fritid – og troen på en fremtid.

Nej, vi vil en bedre verden med muligheder og rettigheder – også til de fattigste.
Vi vil ikke længere acceptere en verden med fattigdom, der dræber. En verden hvor sult og sygdom er hverdag for millioner af mennesker kloden over. Vi, befolkningerne, vil ikke længere acceptere en verden, hvor 100 millioner børn ikke kommer i skole.

Heldigvis står verdens statsledere bag os.

Sammen blev verdens ledere for fem år siden enige om at vedtage otte mål for en bedre verden. De hedder 2015-målene, – og skal være gennemført inden 2015.

Målene sætter fokus på: uddannelse, ligestilling, halvering af fattigdom, reduktion af dødelighed blandt børn og fødende kvinder. Målene sætter også fokus på bedre handels betingelser for u-landene. Bekæmpelse af hiv/aids. Og et globalt partnerskab for udvikling.

Når målene er nået, vil 500 millioner mennesker have bevæget sig ud af fattigdom. 250 millioner vil ikke længere gå sultne i seng. Og 30 millioner børn, som i dag ikke overlever deres første fem leveår, vil kunne planlægge deres fremtid.

Verdens ledere står bag løfterne. Men problemet, det helt store problem er, at det ikke går så godt med at indfri dem. Kommer der ikke snart skred i udviklingen, frygter vi, at vi i 2015 må sige til vores børn: ”Vi gjorde det ikke. Vi havde afgivet løfterne, vi havde formuleret målene – og vi havde alle pengene. Men pengene kom ikke af sted.”

Den situation vil vi ikke stå i. En sådan grum og kynisk verden ønsker vi ikke.

Vi kræver af verdens ledere, at de holder de løfter de gav for 5 år siden. Der skal penge til for at indfri dem. Uddannelse til alle. Halvering af fattigdom. Bekæmpelse af hiv/aids. Det er ikke gratis. Udvikling kræver store investeringer. Udvikling kræver en stor overførsel af penge fra nord til syd. Den overførsel skal vi have gang i. Verdens rige lande skal give mere u-landsbistand til verdens fattigste.

Ifølge Verdensbanken skal vi fordoble den årlige u-landsbistand for at nå 2015-målene. Det lyder dyrt. Men det svarer til det beløb, vi europæere årligt bruger på cigaretter. Det vil vi rigtig gerne undvære. For der står så meget på spil.

I september mødes verdens ledere i New York for at diskutere, hvordan arbejdet for 2015-målene går. Vi ønsker at give vores statsminister et klar mandat. Vi ønsker, at så mange som muligt sender ham et postkort eller bakker op om kampagnen via hjemmesiden www.udrydfattigdom.nu

Kære venner: gør det. Bak op om 2015 målene. Lige nu bliver der holdt tilsvarende taler og sendt lignende grønne balloner til vejrs i mange andre byer i Danmark. Og i løbet af året udfører befolkningerne i andre lande deres kampagner for at minde politikerne om deres løfter til verdens u-lande – og til os – om en langt bedre verden i 2015.

Bak op om 2015-målene. Fortæl om dem til dine venner. Sig de skal besøge vores hjemmeside og på den måde bakke op om kampagne. Vi vil ikke vente.

Om lidt sender vi balloner op i håbets grønne farve. For nu letter vi. Hvis vi alle sammen råber højt nok i kor, så bliver vi nok hørt. Og budskabet er:

IKKE FLERE UNDSKYLDNINGER, UDRYD FATTIGDOM NU

Vibeke Vinther
Informationschef Red Barnet
Save the Children Denmark

Telefon: 2082 5588/ 35248543

Red Barnet,
Rosenørns Allé 12
1634 København V
www.redbarnet.dk