Efter en rejse til Kina, hvor Brian Mikkelsen (K) bl.a. mødtes med den kinesiske kulturminister, Sun Jiazheng, afslørede den danske kulturminister, at han vil støtte oprettelsen af et dansk kulturinstitut i Kina, bl.a. for at slå kulturel bro mellem de 2 lande, skriver Berlingske Tidende lørdag.
Kulturministeren mødes senere i december med Det Danske Kulturinstitut for at drøfte sagen og forestiller sig på nuværende tidspunkt, at man kan leje sig ind på den danske ambassade i Beijing, hvor der står kontorer ledige efter at udenrigstjenesten er blevet skåret ned.
Både den danske og kinesiske kulturminister deltog i den forløbne uge i EU-Asien samarbejdsorganisationen, ASEMs, kulturministermøde, hvor de underskrev en hensigtserklæring, som giver en fælles forståelsesramme for det kulturelle samarbejde mellem Danmark og Kina. Et samarbejde, der også kan blive bølgebryder for dansk erhvervsliv, anfører Berlingskes Dorte Myhre.
Der var ikke mindst enighed om, at H.C. Andersens stort anlagte 200 års jubilæum i 2005 er en glimrende anledning til fælles initiativer. Tiltag, der meget vel kan udmønte sig i, at Kina vil kvittere med at oprette et tilsvarende kulturinstitut i Danmark, hvis man kan finde midler hertil, skriver Berlingske Tidende.