Af Emilie Halberg, U-landsnyt.dk
Billedhugger Jens Galschiøt sejler endnu en sommer rundt i Danmark på en fiskekutter i selskab med 70 klimaflygtninge støbt i bronze. Vi er midt i en kæmpe systemkrise, som ingen tør tale om, siger Galchiøt i et interview med U-landsnyt.dk
Billedhuggeren Jens Galschiøt er kendt for sin debatskabende og politiske kunst.
I et samarbejde med miljøorganisationen Levende Hav sejler han på tredje år land og rige rundt på fiskekutteren Anton M/S for at skabe debat om det, han mener er en gigantisk systemkrise, som hverken NGOer, politikere, erhvervsliv eller menigmand for alvor tør tale om og tage konsekvensen af: nemlig klimaproblemet og den direkte sammenhæng, der er mellem den rige verdens enorme og ansvarsløse forbrug og de gigantiske konsekvenser, det har, for den fattige verdens befolkning.
U-landsnyt.dk har talt med Jens Galschiøt om forholdet mellem klimaflygtningenes skæbne i Syd og vores levemåde i Nord:
Hvem repræsenterer de skulpturer, som står på dækket af Anton?
”De repræsenterer alverdens flygtninge – især klimaflygtninge. Klimaforandringerne handler om, at millioner af mennesker skal flyttes fra et sted til et andet, og det er simpelthen opskriften på krig og elendighed.
Man mener, at der kommer 200.000 klimaflygtninge i løbet af de næste 40 år, og det er det, der er det helt store problem i forhold til klimaforandringerne.
Grunden til, at klimaflygtningene står på et skib, er et symbol på, at der drukner 1800 mennesker i Middelhavet hvert eneste år. Det har vi et direkte ansvar for, uanset om Kina og USA er værre end os.”
Er det den almindelige, danske samfundsborgers ansvar, at mennesker i syd lider under klimaforandringerne?
”Ja, i den grad. Lige præcis klimaforandringer er kun vores ansvar. Det er jo faktisk ikke den tredje verdens befolkninger, der har produceret den her klimakrise.
Det er vores overmåde forbrug og udledning af fossile brændstoffer, der har gjort det.
Det her problem er helt præcist adresseret til os, og derfor har vi selvfølgelig også et helt præcist ansvar.
I princippet kan vi godt fralægge os ansvaret for hungersnød, og at de får for mange børn, men her har vi et direkte ansvar”.
Danmark og EU er blandt verdens mest ambitiøse lande, når det kommer til grøn omstilling, begrænsning af CO2-udledninger og udviklingsbistand. Burde du ikke sejle til Kina eller USA i stedet for?
”Når Kina udleder en bunke CO2, er det fordi vi har outsourcet store dele af vores produktion og energiforbrug til Kina. Mange af vores industrier er outsourcet til Kina og indgår derfor ikke i Danmarks eller Europas CO2 regnskab, men det er jo stadigvæk os, der forbruger de produkter, som Kina laver.
Så hvis man ser på det, der hedder CO2-aftryk i stedet for og ser på, hvor meget vi bruger af produkter i Europa, så er det jo ikke rigtigt, at vi er dukse her.
Vi er kun dukse på overfladen, fordi man måler på, hvad der bliver produceret i landene og ikke på, hvad vi forbruger.
Vi burde se på, om det er mit og dit umådelige forbrug, der gør det her. Og det er det faktisk.
Hvad er dit budskab til de danske og europæiske politikere og erhvervsfolk?
”De skal komme med nogle ordentlige svar på de her spørgsmål. Hvad gør vi ved det? Er der bare noget, der minder om et svar på den her krise i det, de laver? Det er der faktisk ikke, synes jeg.
De postulerer, at det kan lade sig gøre at lave vækst uden at CO2-udledningen bliver værre, men det er ikke rigtigt”.
“Jeg vil gerne have svar på, hvordan vi overhovedet kan lave en produktion, uden at det går ud over klimaet. Der er utrolig få mennesker, der kommer med et svar på det her.
Vi skal forbruge mindre. Vi skal ikke købe ny brødrister, computer og telefon hvert år. Man skal stille krav til, at computerne og telefonerne og brødristerne skal holde i fem år.
Politikerne skal begynde at stille krav til industrien og til forbrugerne om, at de ikke skal forbruge så meget.
Men det ’crasher’ jo lidt i forhold til hele den måde, vi har bygget vores samfund op på, som netop går ud på, at vi skal forbruge meget, for at få det hele til at hænge sammen.
Der er i virkeligheden tale om en systemkrise, som vi ikke rigtig snakker om. I virkeligheden mener jeg, at alle – også NGOerne – bør tale mere om systemkrisen.
Christian Friis Bach (udviklingsminister, red.) skældte på et tidspunkt Mellemfolkeligt Samvirke ud. Han sagde, at de ingen systemkritik har.
Det er tankevækkende, at en radikal udviklingsminister skal skælde MS ud for, at de ingen systemkritik har. Men han har jo ret.
Oxfam kom i februar med en rapport, der gik ud på, at hvis man tog værdistigningen af klodens 100 rigeste menneskers kapital i 2012, så svarer værdistigningen til, hvad der er brug for til at løse verdens fattigdomsproblemer tre til fire gange. Man skulle end ikke konfiskere deres kapital”.
Har verden et fattigdomsproblem eller et rigdomsproblem?
“I virkeligheden har vi måske et rigdomsproblem, når så få mennesker har skrabet så meget kapital til sig, samtidig med at 10 millioner mennesker hvert år dør af fattigdomsrelaterede sygdomme.
Det er fuldstændig grotesk.
Også den måde vi lever på hver især. Hele den intellektuelle elite, der ikke laver andet end at skifte deres computere og telefoner ud hele tiden, samtidig med at de snakker om miljø.
Der er overhovedet ingen sammenhæng i det, vi gør, og det vi siger. Og der er ingen, der for alvor tager diskussionerne op. Kun de gamle hippier, og dem gider ingen høre på.
Det skulle politikerne stille sig op og sige. Men det store problem er, at befolkningen er blevet så forbrugsorienteret, at politikerne ikke bliver valgt, hvis de går ud og siger det.
Enhedslisten og De Konservative siger stort set det samme. De er kun uenige om, hvem der skal betale, men i princippet taler de hele tiden om, at vi skal tjene mere, vi skal forbruge mere.”
Er der lys i mørket?
”Ja, jeg synes der er lidt lys i mørket i kraft af, at der trods alt bliver stillet vindmøller op, og der er en bevidsthed om, at den her krise bliver dybere, men generelt synes jeg ikke, der er meget lys.
Det ser ud som om, det bliver meget, meget vanskeligt for os at nå det. Alle sidder og venter på, at vi opfinder en eller anden billig energiform.
Jeg tror vi kommer til at rode os ud i en gigantisk klimakrise, som rent civilisationsmæssigt vil have nogle meget store konsekvenser. Det betyder, at der er milliarder, der skal dø.
De folk, som arbejder med den her systemkrise, laver et arbejde, der svarer til at tømme havet med en te ske. Der kommer for meget vand ind hele tiden. Vi er ikke bange nok, og der vil hele tiden komme flere forbrugere.
Hele den tredje verden har jo overtaget vores forbrugsmønster”.
Fakta:
Galschiøt er kendt for sine internationale kunsthappenings, bl.a. opstillingen af 20 tonstunge svin over alt i Europa og ’Survival of the fattest,’ en skulptur, der blev berømt under COP15, da den blev placeret ved siden af Den lille Havfrue.
Den forestiller en mager, afrikansk mand, der bærer en fed hvid kvinde på ryggen.
På skulpturen står: “Jeg sidder på ryggen af en mand. Han er ved at segne under min byrde. Jeg vil gøre alt for at hjælpe ham. Undtagen at træde ned fra hans ryg”.
Her finder du sommerens sejlplan for M/S Anton og klimaflygtningene:
http://levendehav.dk/kategori/projekter/ms-anton/
