Indisk kunst er hot som den chili, man ofte finder i indisk madlavning, siger direktøren for kunstmuseet ARKEN, Christian Gether, til DR online torsdag op til stort samarbejdsinitiativ.
Indisk samtidskunst, mode og design er således i fokus på ARKEN i Ishøj på den københavnske vestegn frem til januar 2013.
Lørdag åbner udstillingen “India: Art Now” og tvillingeudstillingen “India: Fashion Now”, hvis mål er at give danskerne indblik i en af de mest levende og innovative centre indenfor samtidskunsten.
“Fokus på kunstscenen skifter generelt og tilbage i 80’erne var det Japan, der var hot. I 90’erne blev det Sydamerika, før Kina tog over i 00’erne. Her nu er det verdens største demokrati, der har taget fokus”, vurderer museumsdirektøren og gætter på, at Afrika får stafetten om fem-seks år.
“Inderne har stor tradition for at rejse ud og bliver nærmest betragtet som et nomadefolk, der tager ud i verden for at skabe sig et bedre liv. Og ligeså vigtigt: De vender ofte tilbage til hjemlandet og udbreder den viden, de har erhvervet sig internationalt”, siger Christian Gether til DR online.
“Deres kultur er i intens dialog med andre kulturer. Derfor er deres verden også vores verden”, anfører han.
Læs meget mere i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/09-08-12/efter-rets-mest-omfattende-kulturbegivenhed-india