KOMMENTAR
Det er blevet farligere at være nødhjælpsarbejder. I 2008 var antallet af dræbte nødhjælpsarbejdere større end antallet dræbte blandt FNs fredsbevarende styrker. Og en stor del af skylden ligger i, at vestligt militær sammenblander væbnede aktioner med bistand
Det viser en ny international undersøgelse om vold mod nødhjælpsarbejdere, fremgår det af en artikel i Læger uden Grænsers seneste elektroniske nyhedsbrev onsdag.
Af Michael G. Nielsen
Direktør for Læger uden Grænser i Danmark
Undersøgelsen – Humanitarian Policy Group Policy Brief 34: Providing aid in insecure environments: 2009 Update – dokumenterer de tilfælde, hvor nødhjælpsarbejdere er blevet udsat for drab, kidnapninger eller alvorlige angreb.
Det årlige gennemsnit af tilfælde er næsten fordoblet de seneste 3 år. I 2008 var der 155 tilfælde af vold med 260 ofre. 122 nødhjælpsarbejdere blev dræbt.
Antallet af nødhjælpsarbejdere er steget på verdensplan, men det relative antal dødsfald er også vokset. Nationale medarbejdere er de mest udsatte, men antallet af angreb mod internationale medarbejdere er også steget væsentligt.
Halvdelen af alle angreb politisk motiverede
I 2008 var de farligste områder for humanitært arbejde Sudan (Darfur), Afghanistan og Somalia, hvor mere end 60 procent af angrebene fandt sted.
I disse lande er vestlige politiske eller militære interesser involveret og humanitær hjælp bliver i stigende grad opfattet som en del af den vestlige verdens “komplot” mod nationale regeringer eller oprørsgrupper.
I 2003 var 29 pct. af alle angreb på nødhjælpsarbejdere på globalt plan politisk motiverede, i 2008 var tallet steget til 49 pct.
Forskerne bag undersøgelsen mener, at nødhjælpsorganisationer bliver angrebet, fordi deres blotte tilstedeværelse opfattes som en del af en vestlig politisk dagsorden.
Sammenblanding af det humanitære og politiske
Dette er en del af en nyere udvikling, som de vestlige lande til dels selv bærer skylden for.
Når vestlige regeringer, militærstyrker og civile myndigheder i konfliktområder ikke vil skelne mellem politiske og humanitære aktiviteter og aktører, betaler de humanitære nødhjælpsarbejdere, og de mennesker som de hjælper, prisen.
Politiske aktiviteter kan have et nobelt formål – at etablere sikkerhed i et område, at opbygge et retsvæsen, at få flere piger i skole. Men de er aldrig upartiske.
Humanitære aktiviteter derimod skal per definition være upartiske og uafhængige. Eneste formål er at redde liv, og hjælpe de mest nødstedte uden skelen til tilhørsforhold, køn, race eller religion, og uden at tage parti.
Vestlige regeringer og militærmagter, herunder Danmark, samtænker i stigende grad militære, civile og humanitære aktiviteter. Det gør det sværere at skelne mellem aktørerne. Samtænkningen sker på flere måder.
1) Militære og civile myndigheder arbejder tættere sammen. Civile administratorer kører for eksempel rundt sammen med militæret i militærkonvojer.
2) Vi har tidligere set, at synlige skel mellem militære og humanitære organisationer modarbejdes, bevidst eller ubevidst. I Afghanistan kørte dansk militær i uafmærkede, hvide biler – en farve, der symboliserer neutralitet og upartiskhed. Protester fra Læger uden Grænser fik militæret til at ændre praksis.
3) Militæret gennemfører i stigende grad aktiviteter, der ligner de humanitære. Militære enheder i Afghanistan og Irak udfører projekter, som de kalder humanitære, hvor de sørger for vandforsyning til en landsby.
Umiddelbart sympatisk, men formålet er ikke at udrette humanitært arbejde efter princippet om størst behov, men derimod at skabe sympati hos befolkningen og understøtte den militære operation.
4) Begreberne sammenblandes. Vestlige regeringer forsøger at “sælge” en militær intervention til egne befolkninger ved at kalde den ”humanitær”, uagtet at en militær intervention per definition er politisk.
Det var tilfældet med de militære interventioner i Kosovo, Irak og Afghanistan, uagtet om man har sympati for disse eller ej. Her brugte man sågar begrebet ’humanitære bombninger’.
5) På internationalt plan udformer man politikker, der ensretter indsatserne. Aktører i et konfliktområde pålægges at arbejde sammen og udveksle oplysninger. Dette kan lyde nok så tilforladeligt. Man ”samtænker” indsatserne og forebygger overlap og effektivitetsspild.
Men konsekvensen er også, at det bliver sværere for de humanitære organisationer at agere uafhængigt.
Adgangen til den nødlidende befolkning begrænses og fordelingen af den humanitære hjælp skævvrides og hjælpen gives i højere grad til områder og parter, der sympatiserer med koalitionen, og ikke nødvendigvis til de mest nødlidende.
Større sikkerhed for nødhjælpsarbejdere
I Læger uden Grænser insisterer vi på, at politisk motiverede aktiviteter adskilles fra de humanitære aktiviteter. Vi påstår ikke, at vores hjælp til mennesker i nød løser konflikter eller garanterer varig udvikling.
Vores opgave i konfliktområder er begrænset til den humanitære – at redde liv nu og her – uanset hvis liv det er. Vi er ikke en pacifistisk organisation. Men vi nægter at vælge side – fordi det kun er gennem upartiskhed, at vi kan arbejde.
Omvendt ønsker vi, at aktører som militærstyrker, regeringsmyndigheder, udviklings-NGOer, og politistyrker anerkender deres respektive mandaters begrænsninger, og afstår fra at forsøge at fremstå som ”humanitære”.
Det bliver hele tiden sværere at sikre nødhjælpsarbejdere i de mest risikofyldte områder. Det har alvorlige konsekvenser for hvor og hvordan humanitære organisationer som Læger uden Grænser kan arbejde, og for de personer, der har behov for hjælp.
Desværre er der grænser for, hvor meget vi som enkeltstående organisation kan gøre for vores medarbejderes sikkerhed. På sigt kan vi kun opnå større sikkerhed for nødhjælpsarbejdere, hvis alle internationale aktører arbejder bevidst med det på globalt plan.
De humanitære og civile organisationer skal sikres plads til uhindret at udføre deres arbejde. Det står allerede i Geneve-konventionerne, som alle verdens stater har underskrevet.
Det opnår man kun ved, at parterne – militæret, politiske aktører og humanitære aktører – forstår og respekterer hinandens roller med det endelige og styrende formål at få hjælpen frem til den nødlidende befolkning.
Debatindlægget blev bragt i dagbladet Information i juni 2009
