Vi har modtaget følgende fra den danske NGO “Afrika Kontakt”:
Det lykkes ikke for PET-kommissionen at give svar på, hvorfor en agent fra PET (Politiets Efterretnings Tjeneste), Anders Nørgaard, arbejdede under dække i Landskomiteen Sydafrika-Aktion i 1982-83. Anders Nørgaard kom med afsløringen om sit virke i TV 2 programmet “Den hemmelige tjeneste” i marts 1998.
På trods af en længere, men upræcis gennemgang af anti-apartheidbevægelsens aktiviteter fra starten af 1960erne og frem til begyndelsen af 90erne lykkes det ikke at få frem, hvorfor overvågningen skete i så massivt omfang, som PET-kommissionens beretning kan fortælle om.
Heri fremgår det, at der var systematisk telefonaflytning af personer, som var aktive i Landskomiteen Sydafrika-Aktion og Sydafrika komiteerne.
Derfor kan det undre, at PET-kommissionens beretning ikke er i stand til at komme nærmere ind på, hvorfor Landskomiteen Sydafrika-Aktion var så interessant for PET.
Beretningen oplyser, at PETs samarbejde med den sydafrikanske efterretningstjeneste ophørte i 1985. Altså et par år efter at PET agenten Anders Nørgaard aktivt havde deltaget i aktiviteter udført af Landskomiteen Sydafrika-Aktion.
Det kan ligeledes undre, at beretningen kan konkluderer, det IKKE er tænkeligt, at der har været udvekslet oplysninger med sydafrikanerne om danske anti-apartheid aktivister.
At samarbejdet med sydafrikanerne først ophørte så sent som 1985 kan også rejse spørgsmålet om samarbejdet var godkendt eller accepteret af de skiftende danske regeringer, der har haft ansvar for PETs virke gennem årene.
Dette skete nemlig imens diverse danske regeringer offentligt fordømte apartheid i Sydafrika. Hvis der var en sådan viden hos regeringen på den tid, er der tale om uhørt dobbeltspil.
Tidligere aktiv i Landskomiteen Sydafrika-Aktion og nuværende informationsmedarbejder i Afrika Kontakt, Morten Nielsen, udtaler:
– At PET indsatte agenten Anders Nørgaard hos Landskomiteen Sydafrika-Aktion er helt i tråd med den massive overvågning, som PET-beretningen kan fortælle, foregik.
– For mig er det helt naturligt, at den tankegang, der prægede PET i 80erne, var forsimplet. PET opfattede befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika som kommunister og dermed en trussel.
– Og dem der støttede en afskaffelse af apartheidstyret og støttede befrielsesbevægelsernes helt legitime kamp, ansås for at være potentielle terrorister.
– Den holdning var PET ikke ene om. Andre vestlige efterretningstjenester arbejdede på samme grundlag. Nelson Mandela og ANC var terrorister, og dem der støttede Mandela, støttede terrorisme, slutter Morten Nielsen.
Det kan oplyses, at der ikke har været taget kontakt til et eneste tidligere aktivt medlem af Landskomiteen Sydafrika-Aktion fra PET-kommissionens side.
Yderligere oplysninger hos informationsmedarbejder Morten Nielsen på tlf.
25 39 65 57 eller 35 35 92 32 i Afrika Kontakt, Wesselsgade 4, kælderen, 2200 Kbn N, web: www.afrika.dk
VIGTIGT! DU ER KUN ET KLIK VÆK FRA AT KUNNE LÆSE HELE DEN SPÆNDENDE PET-RAPPORT, som bl.a. behandler overvågning af aktivistgrupper med relationer til Vietnam-krigen, Mellemamerika og Mellemøsten.
Man kan nemlig læse beretningen fra PET-kommissionen, der har været 10 år undervejs, i sin helhed (alle 16 bind) på http://www.petkommissionen.dk
DOKUMENT
Fra beretningens bind 9 “PETs overvågning af den antiimperialistiske venstrefløj 1945-1989” – her omtalen af Antiapartheid- og befrielsesbevægelser
Den tredje gruppe antiimperialistiske miljøer, der havde PETs interesse, var de
grupperinger, der engagerede sig i modstanden mod apartheidregimet i Sydafrika.
PETs arkiv indeholder emnesager på følgende grupper: Landskomitéen Sydafrika Aktion (LSA), SWAPO – South West Africa Peoples Organization, Anti-Apartheid Danmark, MAMA (Militante Aktivister mod Apartheid) samt Unge mod Apartheid.
Som vanligt søgte PET at undersøge eventuelle forbindelser mellem de overvågede miljøer og resten af den yderste venstrefløj. Det var tydeligt, at den voldelige del af antiapartheidbevægelsen havde tætte bånd til BZ-Brigaden.
Men det var ikke herfra, at antiapartheidbevægelsen havde sit udspring, og den var ikke oprindelig voldelig. F.eks. demonstrerede den unge DsUer Per Hækkerup, Danmarks udenrigsminister 1962-66, allerede imod det racistiske regime i 1950. Og dette på meget fredelig vis, iklædt habit, pibe og et budskabsskilt om maven.
I 1980erne opstod der imidlertid en række grupper, som fremførte deres kritik af regimet i Sydafrika bl.a. gennem voldelige aktiviteter. En stor del af materialet i PETs emnesager herom drejer sig om anmeldelse af demonstrationer og det hærværk, der ofte forekom i forbindelse med demonstrationerne.
Særligt Shell og det sydafrikanske konsulat var udsat for blokader, hærværk, rudeknusninger og i konsulatets tilfælde, besættelse. Det fremgår, at der var en
betydelig overlapning mellem organisationerne, og det gjaldt også antiapartheid-
grupperne.
Landskomitéen Sydafrika Aktion
Landskomitéen Sydafrika Aktion (LSA) var et koordinerende organ, der samlede størstedelen af den danske indsats mod det sydafrikanske apartheidstyre. På selve sagen findes blot et enkelt tresiders notat fra april 1990. Her gives årstallet for foreningens oprettelse (1978 – FNs anti-apartheid år) og dens adresse i Nørregade i København. Adressen delte Sydafrika Aktion med Sydafrikakomitéen.
LSA omfattede 15 lokale Sydafrika-komitéer og landsdækkende politiske, faglige
og kulturelle organisationer. Komitéen havde kontakt til ANC (African National Congress, Den Afrikanske Nationalkongres), SACTU (South African Congress of Trade Unions, Den Sydafrikanske Fagforeningskongres), SWAPO (South West Africa Peoples Organization, Det Sydvestafrikanske Folks Organisation) og den faglige sammenslutning NUNW (National Union of Namibian Workers, Landsforeningen for Namibiske Arbejdere) i Namibia.
Komitéen arbejdede primært for afbrydelse af enhver dansk forbindelse til Sydafrika og samarbejdede i øvrigt med ANC i Nordisk Sanktionsbureau, der overvågede, om den danske sanktionslovgivning blev efterlevet. En boykot af Shell-produkter stod øverst på kampagnens dagsorden.
Samtidig støttede komitéen den palæstinensiske kamp og opfordrede i denne forbindelse til boykot af israelsk frugt. Forbindelsen synes at have interesseret PET, der søgte at knytte de forskellige gruppers overbevisninger og medlemmer sammen.
I forlængelse heraf blev det noteret, at formanden for LSA var medlem af DKP og havde været på skolingsophold i Ungarn i sommeren 1987. Kilder beskrev den pågældende som moderat, idet han tog afstand fra voldelige hærværksaktioner ud fra den overbevisning, at det skadede sagen i forhold til den brede befolkning.
Afslutningsvis blev der gjort en notits om LSAs mål for fremtiden: Via Nordisk Råd skulle en afbrydelse af diplomatiske forbindelser med Sydafrika vedtages, presset skulle øges på multinationale selskaber for afviklingen af danske økonomiske interesser i Sydafrika, et samarbejde med Folkebevægelsen mod EF skulle hindre, at handelsrestriktionerne mod Sydafrika blev mildnet med det indre marked.
LSA skulle søge at skabe en NEXT STOP WINDHOOG-bevægelse, der skulle sendes fredsvagter til Namibia, og endelig var det meningen, at LSA skulle fortsætte sit opkøb af aktier i danske firmaer, der handlede med Sydafrika. Dette ville give LSA mulighed for at stille krav om, at firmaerne trak sig ud af Sydafrika.
Landskomitéen Sydafrika Aktion blev tildelt betydelig opmærksomhed i PETs årsberetning fra 1985. Det nævnes, at LSA var det samlende organ for en række komitéer rundt om i landet, og at der to gange om året blev afholdt landsseminarer for komitéerne, samt at der i januar 1985 på initiativ af Mellemfolkeligt Samvirke og Landskomitéen Sydafrika-aktion blev dannet en københavnsk komité, der talrige gange havde markeret sig som en meget militant gruppe.
Der var således flere BZ-aktivister blandt medlemmerne, og det var en kendt sag,
at de havde taget aktiv del i flere af aktionerne, herunder indtrængen på det Sydafrikanske Konsulat den 21. marts 1985. Konsulatet blev ved denne lejlighed
udråbt til ANCs repræsentation i Danmark, og ruderne blev knust. 14 aktivister
blev anholdt. Konsulatet blev desuden udsat for hærværk flere gange i løbet af
året.
Den 2. maj trængte en gruppe aktivister ind på South African Airways kontor på Vesterbrogade i København, hvor der blev udøvet hærværk mod kontorets inventar. I den forbindelse blev to personer anholdt. Den 23. maj trængte 10-15 aktivister ind i Investeringsbørsen ved Holmens Kanal og ødelagde kontorinventar til en værdi af ca. 100.000 kr.
Den 26. juni trængte aktivister ind i Mærsk McKinney Møllers have, hvor de tændte bål. Her blev tre personer anholdt. Den 2. september blev South African Airways lokaler igen angrebet og udsat for rudeknusninger og bemaling. Elleve personer blev anholdt. Den 20. september blev 17 aktivister, der aktionerede mod forretninger, som handlede med sydafrikanske varer, anholdt.
Den 4. oktober trængte tolv maskerede aktivister ind i rejsebureauet ITTA, hvor inventar og lokaler blev udsat for omfattende hærværk. Ingen blev anholdt, idet aktivisterne var forsvundet, da politiet ankom. Året sluttede med en aktion mod BR-legetøj og Lego: ti aktivister stjal 70 kasser Lego fra en BR-butik på Strøget i København; kasserne blev bragt til Storkespringvandet, hvor de blev overhældt med petroleum og sat i brand. Det lykkedes ikke for politiet at finde gerningsmændene.
I Region II havde Sydafrika-komitéen også udøvet hærværk mod firmaer og forretninger med forbindelse til Sydafrika. Aktionerne havde mestendels fundet
sted i og omkring Århus. Maersk Air, BP og Århus Oliefabrik havde været de mest udsatte.
Ifølge årsberetningen havde komitéerne et ”snævert” samarbejde med ANC-kontoret i København og kontakt til LSA-SWAPO og forskellige fagforeninger i Danmark.
Konklusion
Det samlede antal aktive personer i de grupper, der var virksomme i de ovenfor beskrevne miljøer, oversteg skønsmæssigt aldrig 1.500.
Skønt der var tale om et forholdsvis lille antal personer, organiserede de sig i et større antal grupper, der ofte befandt sig i indbyrdes kampe, ligesom flere af grupperne udfoldede store bestræbelser på at afgrænse sig ideologisk, teoretisk og praktisk.
(SLUT)
Om telefonaflytning af anti-apartheidbevægelsen hedder det i bind 4 om “PETs virkemidler”:
En anden del af dette (aktivist)miljø bestod af militante antiracistiske og antiimperialistiske grupper. Flere aktivister blev i 1987 aflyttet på grund af mistanke om deltagelse i sabotageaktioner og hærværk rettet imod Shell, der havde interesser i apartheidstyret i Sydafrika.
Organisationen Unge mod Apartheid (UMA) blev ligeledes aflyttet fra 1989 på grund af mistanke om gruppens involvering i militante aktioner mod Shell og Sydafrikas konsulat.
Personer med tilknytning til Tidsskriftcenteret og 3. Verdens Stemme blev aflyttet på grund af deres kontakt til UMA og Sydafrika-oppositionen.
(SLUT)
