Lørdag afleverede Dansk Folkehjælp en efter afghanske forhold topmoderne skole til landets undervisningsminister Farooq Wardak under overværelse af Danmarks ambassadør i Kabul.
Skolen rummer plads til flere end 5.500 elever og 158 lærere og er én af flere skoler, som den danske NGO overdrager i løbet af 2012, fremgår det af en pressemeddelelse fra organisationen mandag.
Allan Vokstrup, der leder Dansk Folkehjælps internationale arbejde og ofte opholder sig i Afghanistan for at overvåge skolebyggerier, beretter, at de afghanske piger og drenge glæder sig voldsomt til at tage de nye faciliteter i brug.
Skolen, der primært er en pigeskole, dækker alle klassetrin fra 1.-12. klasse, og eleverne undervises typisk i treholdsskift af en lærerstab bestående af 152 kvindelige lærere og seks mandlige lærere.
Udvidelsen gør det nu muligt at undervise i toholdsskift og dermed skabes der flere undervis-ningstimer.
Opført i ruinerne af gammel skole
Den nye bygning, der består af 3 blokke, er opført som del af den ældre men meget nedslidte Zulaikha Girls High School og man måtte som det allerførste nedrive de ringeste bygninger.
Dansk Folkehjælps chefingeniør, Arif Ayoubi, håber, at undervisningsministeriet kan finde penge til at renovere de resterende ældre bygninger, så kontrasten mellem det nye og gamle ikke bliver for voldsom og læringsmiljøet ikke for ulige.
Allan Vokstrup:
”At skolen skulle bygges som en del af en allerede eksisterende skole har været en stor udfordring. Selve placeringen af de 3 blokke var svær, men jeg synes, at vi fandt en god løsning, der bl.a. giver et godt lys i klasseværelserne”.
“Logistisk har det været noget af en udfordring og der har været nogen forsinkelse på grund af svære tilkørselsforhold og manglende plads på byggegrunden, fordi der har fundet undervisning sted tæt på byggeriet.”
Betalt af Danida
De tre sammenhængende blokke danner en hestesko og rummer 30 klasseværelser, 5 kontorer/lærerværelse, 2 depoter og 11 toiletter, hvoraf de 7 inklusiv handicaptoilet er i en særskilt bygning.
Skolen har kostet 3,1 millioner kr. at bygge, som er finansieret af Danida.
Danmarks ambassadør i Afghanistan, René Dinesen, sagde ved overdragelsen:
”Denne skole er ikke kun en flot moderne bygning, men også et billede på den danske støtte til udvikling af et nyt Afghanistan. Uddannelse af piger og unge kvinder i by og på land har vores højeste prioritet. Jeg ønsker ….til lykke med endnu et skridt på vejen mod at flere piger får mulighed for at komme i skole.”
Yderligere oplysninger hos:
Allan Vokstrup, Dansk Folkehjælp og leder for skoleprogrammet
i Afghanistan: e-mail: [email protected] og tlf. 29 61 56 69