“Light a Light for Bangladesh”. Sådan hedder et dansk initiativ til at skabe en musikskole for gadebørn i Bangladesh, skriver NGOen Children’s Mission i en pressemeddelelse torsdag.
Children´s Mission vil i samarbejde med en lokal NGO opbygge en musikskole for udsatte børn i det fattige sydasiatiske lands hovedstad, Dhaka.
Musik er et verdenssprog, der forstås og tales af alle mennesker i hele verden. Musik forløser fantasien og stimulerer hjernen til at tage imod. Derfor er musikken et fantastisk værktøj, når børn skal lære at læse, skrive og regne, hedder det.
”Light a Light for Bangladesh” er et skoleprojekt, der giver gadebørn og børn fra slummen mulighed for at komme i skole fra seks års alderen.
En chance, de fleste er udelukket fra, fordi hele barndommen handler om at skaffe mad og overleve i et land, der er så tæt befolket, at det svarer til, at alle danskere boede i Vendsyssel.
Støttekoncert i september
Til den ende holdes en støttekoncert i København for at samle ind til projektet, der støttes af LEGO Charity, Den Danske Ambassade i Bangladesh og af Bangladesh Ambassadør for Danmark og Sverige.
Koncerten samler navne som Rugsted Kreutzfeldt, Moonjam, Seest, Christina Boelskifte, Gitte Naur, Morten Uhl, Lisbeth Rysgaard, Jytte Abildstrøm, Tom McEwan, Bob Bailey & Anette Wiik med 600 gospel-sangere, Asit Dey, Nishit Dey, ligesom solodanser Gudrun Bojesen & Ulrik Birkkjær opfører ny Bangladesh ballet.
Kapelmester er Benjamin Koppel.
Der er tegnefest for børn i LEGO teltet, guidet af kunstner Martin Spang Olsen.
Støttekoncerten er arrangeret af Children´s Mission og overskuddet går ubeskåret til musikskole projektet “Light a Light for Bangladesh“
Den finder sted søndag den 9. september, kl. 15.00 – 17.30 på Kulturkajen Docken, Færgehavnsvej 35, 2100 København Ø.
Billetter til koncerten købes for 130 kr på www.billetnet.dk
Protektorer for Light a Light for Bangladesh er skuespillerne Jytte Abildstrøm og Tom McEwan.
Children´s Mission er en selvejende fond, grundlagt i 1994. Det anføres, at organisationen er godkendt af Finanstilsynet og medlem af indsamlingsorganisationernes brancheorgan, ISOBRO.
Man har projekter i Ukraine, Filippinerne, Moldova, Zambia, Uganda, Malawi, Kenya og nu også Bangladesh.
Musikskolen i millionbyen Dhaka opføres i samarbejde med NGOen Agape Social Concern, der allerede har opført 55 skoler i landet.
Yderligere oplysninger hos:
Children’s Mission, projektansvarlig Henrik Bach,
Tlf. 30 25 27 97 og e-mail: [email protected]
og Merete Overbeck (presse)
tlf. 28 34 90 62 og e-mail: [email protected]
Children’s Mission
Peter Bangsvej 1 D
2000 Frederiksberg
tlf. 72 10 01 67