Dansk nødhjælp til Sri Lanka

Redaktionen

Danida har nu afsat et bidrag på 10 mio. kr. i humanitær hjælp til den hårdt ramte civilbefolkning i det nordlige Sri Lanka. Bevillingen vil blive kanaliseret gennem FN-organisationer og/eller danske NGOer, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding onsdag.

Kamphandlingerne i det nordlige Sri Lanka har skabt en desperat situation for op til 250.000 mennesker, der er fanget i kampområdet. Den manglende adgang for nødhjælp og beskydningen af civile har forårsaget en humanitær katastrofe. FN arbejder på at opbygge kapacitet til at modtage de mange hjemstavnsfordrevne og forventes meget snart at udsende en samlet nødhjælpsappel.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) siger:

”Den menneskeskabte humanitære katastrofe i Sri Lanka er helt uacceptabel og de civile tab og lidelser er rystende. Det er afgørende, at kamphandlingerne standes og at international humanitær folkeret respekteres, så nødhjælpen kan komme frem og de civile kan evakueres fra konfliktområdet.

– Fra dansk side bakker vi op om de internationale bestræbelser på at finde en løsning på konflikten og på at sikre beskyttelse af de mange mennesker, der er fordrevet fra deres hjem.

– Samtidig må Danmark være med til at sikre, at de nødvendige midler er til rådighed for det humanitære arbejde. Den aktuelle bevilling skal gå til at afhjælpe de akutte behov og supplerer den humanitære bistand, Danmark i forvejen yder som følge af den langvarige konflikt i landet.

Danmark ydede i 2008 godt 13 mio. kr. i humanitær støtte til fordrevne i Sri Lanka. Støtten planlægges videreført i 2009. Derudover støtter Danmark et 3-årigt projekt, der fremmer uafhængige og troværdige medier i Sri Lanka. Bevillingen er på 9,7 mio. kr.