Dansk nødhjælpsprojekt smadret af bombeangreb på Gaza

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Et israelsk luftangreb har ødelagt et fødevareprojekt i Gaza, der er støttet af Folkekirkens Nødhjælp. Projektet giver fattige familier en indtægt og yder støtte til fejlernærede børn, skriver den humanitære organisation i en pressemeddelelse mandag.

Projektet uddanner 52 familier i forarbejdning af fødevarer og giver mulighed for, at de kan producere mad af god kvalitet, som kan konkurrere på det lokale marked. Samtidig sørger projektet for, at børnene får en bedre kost.

Søndag blev en af projektets bygninger lagt i ruiner, da den blev ramt af raketter fra israelske kampfly. Ingen kom til skade, men befolkningen er dybt berørt af situationen.

”Familierne er i chok, fordi hele deres indtægt nu er revet væk. Samtidig vil det uden tvivl have meget negativ effekt på deres børns sundhed. Situationen understreger alvoren af, at det er de civile og især børn, der lider mest under denne konflikt,” siger Folkekirkens Nødhjælps koordinator i Gaza, Omar Almajdalawi.

Folk bor meget tæt i Gaza og kan derfor ikke søge beskyttelse fra de israelske flyangreb. Ifølge Omar Almajdalawi virker det som om, raketterne rammer helt tilfældigt, og de har ødelagt adskillige huse.

“Vi fordømmer alt tab af menneskeliv og ødelæggelse af befolkningens levebrød,” siger international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

”Det tragiske er, at 80 procent af indbyggerne i Gaza-striben er afhængig af nødhjælp. De israelske flyangreb på bl.a. vores kooperativ sætter hele arbejdet med at gøre folk mindre afhængig af nødhjælp et skridt tilbage,” tilføjer hun.

Fakta om Gaza-striben

* Gazastriben er 41 km lang og seks til 12 km bred – eller som Langeland.
* Der bor 1,4 millioner i Gazastriben, heraf godt 400.000 i Gaza By.
* Gazastriben og Vestbredden udgør det palæstinensiske selvstyre.
* Israel tog kontrol over Gazastriben efter Seksdageskrigen i 1967.
* Efter 38 års besættelse trak Israel sig formelt ud af Gaza i 2005.
* 4/5 af indbyggerne er afhængig af nødhjælp, ifølge FN.