Steen Knudsen drager nu til Indonesien med Læger uden Grænser (MSF). Den 45-årige civiløkonom skal de næste 2 måneder være økonomiansvarlig for katastrofeindsatsen i Indonesien, hvor Læger uden Grænser især arbejder i Aceh-provinsen på det nordlige Sumatra.
Steen Knudsen skal både være administrator og tage sig af bogføringen.
– Jeg skal sørge for, at udgifterne bliver holdt inden for budgettet – og at pengene bliver brugt til det, de er afsat til. Og så skal jeg også styre ansættelser og lønninger omkring de mange lokale ansatte, kontrakter på lejemål og biler o.s.v., siger han til organisationens hjemmeside.
Han var egentlig på vej til Darfur på sin anden mission for Læger uden Grænser, da han blev bedt om at tage til Indonesien i stedet for. – Jeg bliver en del af Læger uden Grænsers koordinationsteam i hovedstaden Jakarta. Det gælder om at få sat system i tingene, så det medicinske personale kan fokusere på deres arbejde.
Han forventer at få meget travlt de næste par måneder.
– Det er jo ikke et projekt med flere år på bagen og en masse indbyggede rutiner. Så der bliver mange ting at tage stilling til, og det bliver spændende at være med til, siger Steen Knudsen, der tidligere har arbejdet for A.P. Møller og IBM, hvor han bl.a. har været udstationeret i Hong Kong.
Efter katastrofeindsatsen i Indonesien forventer Steen Knudsen, at han skal videre til Darfur som oprindelig planlagt.
Læger uden Grænser har i øjeblikket 61 internationale og 56 lokale ansatte i Indonesien, der uddeler nødhjælp, støtter et lokalt hospital og driver 5 mobile klinikker for de mange hjemløse i Aceh-provinsen.