Dansk OL-medaljevinder med i kampagne om ikke at slå en klimarekord

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Thomas Jazrawi

Jacob Barsøe er en af de danske medaljetagere ved dette OL, der for tiden afholdes i Rio de Janeiro. 

Det blev til en sølvmedalje i den danske letværksfirer, normalt kendt som “guldfireren”, da den vandt det fornemeste metal ved de to foregående olympiske lege.  

Men Jacob Barsøe deltager også ved OL med et budskab om at bremse den globale opvarmning. Det foregår i kampagnen “1,5C: The Record We Must Not Break”. 

Der henvises til, at temperaturstigningen skal bremses inden den når de 1,5 grader i forhold til tiden før industrialiseringen.

Den officielle målsætning for FN’s klimaforhandlinger har ellers længe været at holde stigningen under 2 grader, men det lykkedes en række klimaskrøbelige lande at skrive målsætningen om de 1,5 grader med i den ny globale klimaaftale, Paris-aftalen. 

I aftalen hedder det, at verdens nationer forpligter sig på at holde temperaturstigningen “et godt stykke” under 2 grader og at stræbe efter at holde den under de 1,5 grader. 

Nye varmerekorder

Spørgsmålet er, om det stadig er muligt. Med adskillige varmerekorder i 2015, og et 2016, som ser ud til igen at få det globale termometer op i nye højder, nærmer vi os i en rasende fart den mest ambitiøse målsætning om varmegrader. 

Det kan få fatale konsekvenser for mange lande i Syd, ikke mindst de små lavtliggende ønationer i Stillehavet. 

Udover den danske verdensklasseroer har den portugisiske olympiske mester i trespring Nelson Évora og de italienske og hollandske roere Martino Goretti og Sophie Souwer delt budskabet om at holde snor i den globale opvarmning. 

Åbningsceremonien til de første Olympiske Lege i Sydamerika forrige fredag indeholdt ligeledes et meget stærkt budskab om tilstanden af vores klode. 

Læs mere om kampagnen her: 

https://www.connect4climate.org/initiative/rio-olympics-for-climate-action