Aarhus United A/S (tidl. Aarhus Oliefabrik) vil sammen med FNs Udviklingsprogram, UNDP, gennem konkrete projekter lette dagligdagen for kvinder og piger i det fattige vestafrikanske land Burkina Faso, skriver Berlingske Tidende.
– Projektet går bl.a. ud på at forsyne lokalbefolkningen med dieselmotorer, der vil gøre det lettere at få dagen til at hænge sammen for kvinderne, fortæller Jesper Korning, der er miljø- og kvalitetschef i Aarhus United til Berlingskes Ole Damkjær.
Prisen for indsatsen vil i første omgang ligge i omegnen af 100.000 dollar (ca. 600.000 kroner).
Aarhus United er en af verdens førende producenter af højt forædlede planteolier, og en del af råvarerne i form af de særlige shea-nødder opkøber virksomheden netop i Burkina Faso, som er et af Danidas programsamarbejdslande.
Samtidig har Aarhus United besluttet at købe nødderne uden om mellemhandlerne, og det vil også øge de lokales indtjening, anfører Berlingske Tidende.